Priserne på dagligvarer stiger, og antallet af tyverier følger trop.

Den tendens oplever man blandt andet i Svendborg, hvor alt fra jakker til printerpatroner forsvinder fra byens butikker.

Ifølge Fyns Amts Avis oplever Svendborgs butiksdrivende nemlig, at antallet af tyverier er steget i høj grad. De mener, at årsagen til ulovlighederne skyldes, at folk befinder sig i en økonomisk kattepine på grund af energikrise og inflation.

Lokalavisen har talt med både en tøjbutik, en købmand og to supermarkeder, der alle oplever et stigende antal tyverier i forretningerne.

En af dem er Føtex i Svendborg, hvor man har såkaldte butiksdetektiver.

»Vi har butiksdetektiver til at hjælpe os med at spotte tyve, og de har mere travlt end nogensinde,« fortæller varehuschef Nicolai Pakula til Fyns Amts Avis.

Han fortæller, at det stadig er varerer som spillekonsoller, spiritus og parfumer, der stjæles, men at madvarer nu også er kommet på listen over ønskede tyvekoster.

Og måske stillingen som butiksdetektiv er kommet for at blive. I hvert fald er der en fortsat stigning i anmeldte butikstyverier. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I årets tredje kvartal blev der anmeldt omkring 5.000 butikstyverier, hvilket svarer til en stigning på knap seks procent i forhold til andet kvartal 2022.

Ifølge Danmarks Statistik skyldes det stigende antal særligt flere anmeldelser i kategorierne tyver i butikker, supermarkeder, mejerier, hos købmænd og butikstyveri fra andre forretninger.

B.T. har kontaktet Coop, der bekræfter tendensen.

»Vi har butikker lokalt, der er ramt af flere butikstyverier. Men vi har ikke hos os tal, der viser en stor stigning på landsplan generelt,« fortæller Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

Kan I se nogen tendenser i forhold til de varer, der bliver stjålet?

»Det er de 'sædvanlige': kød, vine, kaffe, chokolade, personlig pleje som parfume og lignende,« svarer direktøren.

Salling Group har fået samme spørgsmål. De henviser til svaret, som varehuschefen i Føtex Svendborg, Nicolai Pakulas, gav til Fyns Amts Avis.