Kronprinsparret er fortsat på erhvervsfremstød i Indien.

Tirsdag morgen var kronprinsesse Mary dog draget alene ud på besøg på et hospital i New Delhi, og det var tydeligt, at hun var meget bevæget af oplevelsen.

Det fortæller B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen, der er fulgt med Kronprinsparret på deres officielle besøg i Indien.

»Kronprinsessen talte blandt andet med en kvinde, der havde gennemgået en meget svær fødsel, som hun var ved at omkomme af. Det var tydeligt at se, at Kronprinsessen var meget mærket af, at det er nogle ganske andre forhold at føde under end dem, man møder på danske hospitaler,« siger Jacob Heinel Jensen.

I videoen øverst kan du selv se det bevægende møde mellem kvinden og kronprinsessen.

Besøget på All Indian Institute of Medical Sciences var arrangeret i kraft af kronprinsesse Marys egenskab som protektor for den danske organisation Maternity Foundation, der fokuserer på at sikre forholdene for fødende kvinder og spædbørn verden over.

»Det er i sådan nogle situationer, hvor Kronprinsessen er bedst. Hun tager sig virkelig tid til at engagere sig med de her kvinder, og hun formår at komme helt tæt på dem. Det var ligesom at se gamle billeder af prinsesse Diana,« mener Jacob Heinel Jensen.

Kronprinsesse Mary besøgte tirsdag morgen dansk tid hospitalet All India Institute of Medical Sciences i New Delhi som en del af Kronprinsparrets igangværende erhvervsfremstød i Indien.
Kronprinsesse Mary besøgte tirsdag morgen dansk tid hospitalet All India Institute of Medical Sciences i New Delhi som en del af Kronprinsparrets igangværende erhvervsfremstød i Indien. Foto: ARUN SANKAR
Vis mere

Han kalder tirsdagens besøg på hospitalet for »en klassisk Mary«.

»Hun har længe haft en mærkesag med sårbare kvinder, og det er et af de fokusområder, hun følger, når hun rejser rundt i verden,« forklarer B.T.s royale korrespondent.

Men det var ikke kun kronprinsesse Mary, der lod sig mærke af besøget.

»Jeg talte også med nogle af kvinderne på hospitalet, og de var meget spændte og betagede af, at der kom en kronprinsesse fra Danmark. De var meget glade for, at Mary kom og satte fokus på deres forhold,« fortæller Jacob Heinel Jensen.