Torsdag morgen indleder kronprinsparret og de fire royale børn familiens første officielle besøg på Færøerne, når de går land i hovedstaden, Torshavn.

Kronprinsen og kronprinsesse Mary besøgte sammen Færøerne i 2005,  men det er første gang, at hele familien inklusive prins Christian, prinsesse Isabelle, prins Vincent og prinsesse Josephine besøger de 18 øer mod nord.

Kronprinsfamilien besøger Færøerne frem til søndag og har hver dag et tætpakket program, der bringer familien rundt i hele landet. Torsdag går turen blandt andet til den lokale roklub Knørrur i Torshavn, til et besøg på kollegiet Finsen, og kronprinsparret afslutter dagen ved en festmiddag i Torshavn, hvor den færøske regeringsleder er vært.

Under besøget skal kronprinsfamilien blandt andet også besøge flere af Færøernes små bygder, se landets største virksomhed, Bakkafrost, og deltage i en gudstjeneste.

Det officielle besøg slutter søndag, hvor kronprinsfamilien flyver tilbage til Danmark.