Kronprins Christian fylder i dag 19 år.
Ser man tilbage på kronprinsens første år som myndig medlem af Kongehuset, fremhæver to eksperter særligt én begivenhed som en genistreg, hvor han adskiller sig positivt fra sin far kong Frederik.
Kronprins Christian kommer højst sandsynligt til at fejre sin 19-års fødselsdag et sted i Afrika.
Han blev student i sommer og har siden opholdt sig i Østafrika, hvor han skal bo og arbejde frem til december.
I ugens afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' taler kongehuskommentator Thomas Larsen og kommunikationsekspert Anna Thygesen om ugens fødselar og måden, man sidste år valgte at fejre den daværende prins Christians 18-års fødselsdag.
Det foregik med en stor gallafest på Christiansborg Slot, hvor man blandt andet inviterede 18-årige fra alle landets kommuner, og det var ifølge de to eksperter en 'fremragende iscenesættelse' af kronprins Christians indtræden i 'de voksnes rækker'.
»Selve begivenheden var fra Kongehusets side en genistreg. At man billedlig talt og måske også helt konkret slog porten op, så Danmarks ungdom kunne være med til festen og dermed også åbnede dørene op til en ny generation,« lyder det fra Thomas Larsen.
Anna Thygesen påpeger, at man fra Kongehuset side også var dygtige til at fange små detaljer fra festen og dele dem på sociale medier.
Hun tænker på historien om den unge kvindelige gæst, der glemte en sko, hvilket også talte sjovt ind i den klassiske prinsesseforestilling.
»Mange unge mennesker har jo siddet og set de her klip,« forklarer Anna Thygesen og fortsætter:
»Det giver også Kongehuset et bedre, mere moderne ry. Kong Frederiks egen 18-års fødselsdag blev jo slet ikke markeret på samme måde. Det har var en stillingtagen til, at der nu er andre boller på suppen.«
Thomas Larsen fremhæver dernæst kronprins Christians tale ved fødselsdagsfesten, som var hans første store offentlige optræden.
Han tøver ikke med at kalde det for 'en brag af en tale'.
»Det var en tale, der var utrolig klogt skrevet og disponeret, fordi han både introducerede sig selv og favnede den ungdom, han er en del af – og også kom ind på nogle af de ting, vi taler rigtig meget om i disse år - forventningspresset som mange unge døjer med.«
Thomas Larsen fortsætter:
»Det fik han italesat utrolig klogt og godt og kom nærmest med en form for programerklæring, hvor han på den ene side sagde, at han vil give alt, hvad han har i sig for at lykkedes med sin opgave, men at han formentlig også vil træde ved siden af og begå fejl.«
Thomas Larsen er derudover imponeret over, hvor sikkert den unge prins fremstod i rollen som taler foran en stor del af befolkningen.
»Der kom han nærmest fra intetheden og gik direkte ind og tog ordet og var forbløffende komfortabel og sikker i positionen. Det er noget af det, man i glimt har fået af kronprins Christian. Han virker anderledes robust, end hans far var på samme alder.«
Han tilføjer:
»Han ser ud som om, at han faktisk har det godt med også at være en del af de her kæmpe begivenheder og træde frem. Og hvis det er rigtigt, og hvis det holder, er det en kæmpe styrke også at have som tronfølger.«
Herunder kan du høre hele ugens afsnit af 'Kongehuset bag kulissen', hvor eksperterne også kommer ind på, hvilke faldgruber kronprins Christian står foran.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.