Flytrafikken kan rammes af store forsinkelser i dag på grund af tre af hinanden uafhængige strejker i europæiske lufthavne.
Onsdag kan der opstå forsinkelser i flytrafikken i Europa, når luftrummet rammes af hele tre af hinanden uafhængige strejker på samme dag.
I Frankrig strejker flyveledere på tredje uge, hvilket alllerede har givet anledning til store forsinkelser for rejsende til og fra Frankrig. Hvor længe den fortsætter er stadig uklart.
Generalstrejke i Spanien
Siden tirsdag har også flyveledere i Belgien, i Bruxelles' internationale lufthavn, strejket. Den ventes afsluttet onsdag klokken 14, men giver store forsinkelser. Allerede inden aflyste Bruxelles Airlines samtlige afgange og SAS nogle afgange.
Fra onsdag rammes også rejsende til og fra Spanien på grund af en generalstrejke, hvor flere millioner spanske arbejdere nedlægger arbejdet. Generalstrejken har allerede medført, at SAS har aflyst afgange. Generalstrejen i Spanien skulle være overstået på 24 timer.
Torsdag normal
Hvor hårdt flytrafikken til Spanien rammes afhænger bl.a. af, hvilke arbejdere, der udtages til at strejke. Torsdag ventes flytrafikken i Europa at være nogenlunde normal igen.
Thomas Cook Airlines Scandinavia havde fem fly til Gran Canaria onsdag – to af dem fra Danmark (Billund og København). Begge danske fly er landet til tiden på øen. Men det er endnu uvist, hvordan det går med at få kufferterne af flyet og hvordan den kan lastes med nye fra de hjemrejsende gæster - i alt 422 passagerer.
"Vi er godt forberedte – tirsdag sendte vi 42 piloter og stewardesser med et lejet charterfly til Gran Canaria. De flyver vores flye hjem, hvis der bliver problemer med at crew på dagens fly kan flyve hjem inde for reglerne for arbejdstid. De går så på hotel og flyver hjem igen torsdag," siger informationschef Torben Andersen, Thomas Cook Airlines og Spies. "Det er en dyr operation, men forhåbentlig får vi flyene hjem så betids, så de hver især er klar til at flyve to gange til Grækenland i morgen."
Tidligere i år har også lufttrafikken til og fra Grækenland og Storbritannien været ramt af strejker.