Lars Løkke Rasmussen topper en ny måling foran Margrethe Vestager, der måler partiledernes egnethed som statsminister. Thorning får en midterplacering efter DFs Kristian Thulesen Dahl.

I vælgernes øjne er SFs formand, Annette Vilhelmsen, den mindst egnede partileder til at bestride posten som statsminister i Danmark, viser en ny måling, som Gallup har foretaget for Berlingske.

På en skala fra et til ti, hvor 0 er »fuldkommen uegnet« til posten som statsminister, scorer hun blot to point. Selv de røde vælgere giver hende kun 2,7 i gennemsnit, hvilket kun lige akkurat er over de 2,4, som de røde vælgere tildeler den konservative leder Lars Barfoed og DF-leder Kristian Thulesen Dahl.

Løkke topper

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, topper målingen foran den radikale leder, Margrethe Vestager.

Ifølge SFs politiske ordfører, Jonas Dahl, så skyldes det lave resultat til Annette Vilhelmsen dog ikke hendes evner som politiker.

-Der er ingen tvivl om, at det er et udtryk for, at SF generelt ligger alt for lavt i meningsmålingerne, og det slår selvfølgelig også igennem i de undersøgelser, som viser hendes egnethed til at være statsminister. Man skylder også at sige, at Annette Vilhelmsen aldrig nogensinde har gjort sig forestillinger om, at hun skal være statsministerkandidat for den samlede venstrefløj.

Er det ikke et problem, at jeres formand ligger så lavt. De røde vælgere vurderer hende stort set på niveau med Kristian Thulesen Dahl (DF) og Lars Barfoed (K)?

-Jeg tror, man skal tage det som et udtryk for, at SF er udfordret for tiden. Vi har nogle dårlige meningsmålinger, og det giver sig udslag i forhold til vælgernes bedømmelse af vores formand. Det er ikke kun Annettes problem. Det er hele SFs, siger Jonas Dahl.

I lå helt nede på 2,7 i den seneste Megafon-måling. Er det jeres formand, som vælgerne vender sig imod?

- Nej, altså SF tog allerede sit store dyk i målingerne umiddelbart efter folketingsvalget, og jeg tror, det har været svært for mange at lave nogle svære kompromiser. Der har været nogle kameler, som skulle sluges, men vi er nødt til at lave nogle af de vanskelige ting, hvis vi vil forandre Danmark fremadrettet til et samfund, hvor vi sikrer, at vi har en lige adgang til vores sundhedsydelser og vores uddannelsessystem.

Kan det komme på tale at løse denne vælgerkrise ved at vælte Annette Vilhelmsen som formand?

- Nej, Annette er formand lige så længe, som Annette vil være formand. Vi har valgt en formand for et halvt år siden, og jeg synes, man skal give hende tid til rent faktisk også at finde sig til rette. Jeg kan godt huske diskussionen, dengang Villy Søvndal blev valgt til formand, da var der også mange, som hilste Villys formandsskab velkommen med et »goddag til spærregrænsen. Det skete rent faktisk ikke, siger Jonas Dahl.

LISTEN

Vælgerne er blevet bedt om at vurdere partiledernes evne som statsminister på en skala fra 1 til 10. Vælgerne har samlet set bedømt partilederne således:

Lars Løkke Rasmussen, Venstre 6

Margrethe Vestager, Det Radikale Venstre 5

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti 4

Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne 4

Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti 3

Anders Samuelsen, Liberal Alliance 3

Johanne Schmidt Nielsen, Enhedslisten 3

Annette Vilhelmsen, SF 2