Den danske isoleringsgigant Rockwool kommer ikke til at tjene penge på en fremtidig genopbygning af Ukraine, medmindre virksomheden lukker de fire Rockwool-fabrikker i Rusland.

I hvert fald ikke, hvis det er den ukrainske regering, der kommer til at bestemme.

Det siger Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, til B.T.

»Når vi skal genopbygge landet (Ukraine, red.), vil vi give de selskaber, der trak sig fra Rusland, muligheden for at tjene på genopbygningen,« siger Mykhailo Vydoinyk og tilføjer:

En ukrainsk soldat går gennem et boligområde, der er ødelagt af beskydninger af Rusland. Bakhmut, Ukraine, 23. april 2023.
En ukrainsk soldat går gennem et boligområde, der er ødelagt af beskydninger af Rusland. Bakhmut, Ukraine, 23. april 2023. Foto: ANATOLII STEPANOV
Vis mere

»Hvis Rockwool stadig er i Rusland til den tid, vil vi ikke være glade for at samarbejde med dem om genopbygningen.«

Så hvis Rockwool ikke trækker sig fra Rusland, vil de ikke kunne samarbejde med Ukraine om genopbygningen?

»Jeg ser det som værende ekstremt usandsynligt, at de kan vinde et offentligt udbud om genopbygningen,« svarer ambassadøren.

Man kunne ellers forestille sig, at den danske isoleringsgigant Rockwool gerne vil bidrage til genopbygningen af det krigshærgede land.

Et ødelagt lejlighedskompleks i Mariupol, Ukraine. 16. mars 2023.
Et ødelagt lejlighedskompleks i Mariupol, Ukraine. 16. mars 2023. Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO
Vis mere

Der er nemlig mange penge på højkant til de virksomheder, der lander aftaler om at genoprejse Ukraine, hvor hele byer er blevet jævnet med jorden af russiske raketter.

Verdensbanken har i samarbejde med EU, FN og den ukrainske regering i marts anslået, at prisen for alene at genopbygge kritisk infrastruktur og bygninger, der er ødelagt under krigen, kommer til at koste 125 milliarder euro – 930 milliarder danske kroner.

Det er formentlig en konservativ vurdering, for beregningerne dækker kun de skader, der skete under krigens første år.

Og det er netop under en genopbygning, når blandt andet tage, vægge og mure skal isoleres, at isoleringsgiganten fra Danmark kunne være kommet på banen.

Flere virksomheder, såsom McDonald's og IKEA, har allerede trukket sig ud af Rusland. Men Rockwool og virksomhedens fire russiske fabrikker kører videre.

Det har før ført til kritik. Der har været demonstrationer foran Rockwools hovedkvarter, og så har Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen opfordret til et boykot af isoleringsgiganten.

B.T. har spurgt Rockwool, om meldingen fra den ukrainske ambassadør har fået virksomheden til at genoverveje at trække sig ud af Rusland.

Det har Rockwool ikke svaret på.

I stedet har virksomheden skrevet, at Rockwool støtter det ukrainske genopbygningsarbejde gennem donationer i primært Tjernihiv-regionen, og at virksomheden i november og december sidste år leverede Rockwool-vintermåtter, telte og transportable varmeapparater til mere end 350 dieselgeneratorer i regionen.

Derudover oplyser Rockwool, at virksomheden samlet set har doneret 300 millioner kroner til 'Fonden til genopbygning af Ukraine' – en fond, Rockwool selv har oprettet.

B.T. har spurgt den ukrainske ambassadør, om han var bekendt med donationerne fra Rockwool, og om det rokker ved hans holdning. Det har ikke været muligt at få et svar inden artiklens udgivelse.