Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
McDonald's er helt færdig med Rusland.
Fastfoodgiganten vil nu sælge samtlige sine restauranter i landet som følge af krigen i Ukraine.
Det skriver New York Times mandag.
Det er mere end 32 år siden, at den første McDonald's åbnede i Moskva – det skete i marts 1990 i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud.
Siden er yderligere 846 andre kommet til, og kæden har i dag omkring 62.000 ansatte i landet.
Hurtigt efter den russiske invasion i slutningen af februar lukkede alle McDonald's-restauranter dog i Rusland – og det kendte brand lå dermed på linje med mange andre kendte brands – men nu er man altså klar til næste skridt.
Som en af de første store globale selskaber.
»Det er et kompliceret spørgsmål uden fortilfælde og med store konsekvenser,« som topchefen Chris Kempczinski har skrevet i en besked, som New York Times har fået indsigt i:
»Nogle kunne argumentere for, at det rigtige at gøre ville være at give titusindvis af almindelige borgere adgang til mad, men det er umuligt at ignorere den humanitære krise, der er forårsaget af krigen i Ukraine. og det er umuligt at forestille sig, at 'de gyldne buer' igen vil kunne stå for håb på samme måde som for 32 år siden (i Rusland, red.).«
Ifølge New York Times vil McDonald's sælge restauranterne til en »lokal køber«.
Det lyder videre, at fastfoodkæden vil »prioritere« sikringen af lønudbetalinger til alle medarbejdere frem til overtagelsen. Og forsøge at sikre deres fremtidige ansættelse hos den nye ejer af restauranterne under det nye navn.
Med det omfattende exit fra Rusland afskriver McDonald's angiveligt et beløb i størrelsesordenen 8,5-10 milliarder kroner.