ANALYSE: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står midt i et svært valg-dilemma. Udskriver hun valg nu, står hun til at tabe stort, men mulighederne bliver ikke nødvendigvis bedre af at vente til efter sommerferien.

Igennem hele foråret har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) styret efter at kunne udskrive valg inden sommerferien. Siden nytårstalen og lanceringen af udtrykket om "Det Danmark du kender" har den ene annoncekampagne afløst den næste, og regeringstoppen har strøet gaver ud til udvalgte vælgergrupper henover foråret - i sidste uge var det børnefamilierne, og før det fik udkantsdanskerne en række vækstinitiativer.

Netop i disse dage skal Thorning så afgøre, om hun vil udskrive valget nu eller vente til efter sommerferien i håbet om bedre tider. Efter denne uge er det ved at være for sent med et forårsvalg, fordi det i så fald skal afholdes i sidste halvdel af juni, hvor danskerne er begyndt at tage på ferie, og det vil naturligt medføre en lavere stemmeprocent.

Længe så det ud til, at Thorning havde momentum til at udgøre en alvorlig trussel mod Lars Løkke Rasmussens (V) langvarige dominans i målingerne. For bare en måned siden stod rød blok til at få opbakning fra 47,4 procent af vælgerne i et vægtet gennemsnit, og med en forventning om at kunne hente yderligere i en valgkamp var det ikke et dårligt udgangspunkt situationen taget i betragtning.

I dag står Thorning midt i et valg-dilemma med dårligere kort på hånden.

Efter en periode med en række møgsager om DONG og myndighedernes håndteringen af terroranslaget mod København er situationen blevet mere dyster for rød blok, som er faldet over én procent i det vægtede gennemsnit. Lavpunktet ramte i dag, hvor Voxmeter for Ritzau målte rød blok til 44,3 procent. En ren katastrofe for Thorning, hvis valgresultatet ender der.

Dilemmaet om Thornings tidspunkt for valgudskrivelsen tydeliggøres af, at selv erfarne analytikere gætter på kryds og tværs, når de skal pege på en valgdato. DRs Ask Rostrup venter valg i denne uge, mens Henrik Qvortrup mandag kaldte en valgudskrivelse på nuværende tidspunkt for "masochistisk."

Berlingske har de seneste dage været i kontakt med centrale folk i regeringskontorerne.

Ingen af kilderne ved reelt, hvad Thorning beslutter sig for, men stemningen ligger til, at en valgudskrivelse i denne uge er mest sandsynligt. Analysen er, at blokkene alligevel ikke vil rokke sig, før valget er udskrevet, uanset om det bliver før eller efter sommerferien, fordi de mange tvivlere kommer til at afgøre valgsejren, og de beslutter sig alligevel først i valgkampen.

I denne uge kommer regeringen med sin økonomiske redegørelse, og De Økonomiske Råd med deres halvårlige vismandsrapport, som samlet set ventes at efterlade indtrykket af, at dansk økonomi har bevæget sig fra sneglefart til let trav med flere jobs og øget optimisme til følge, som kan danne afsæt for valget.

Det vil også være et nederlag for Thorning at skubbe valghandlingen til efter sommerferien. Hun har pumpet forventningerne til et snarligt valg i vejret med sin ageren, og der vil brede sig en stemning af skuffelse og mismod, hvis det politiske Danmark skal vente to en halv måned mere. Det eneste problem er bare, at Thorning står til at tabe stort, hvis hun udskriver valg nu.