Udenrigsminister Lene Espersen (K) er tilbage fra ferie og forsvarer sit afbud til EU-møde. Nu får alle danskere indblik i hvilke møder, hun har takket ja og nej til.

Netop hjemvendt fra ferie i Italien er Lene Espersen klar til at forsvare sit afbud til EU-udenrigsministermødet i juli. Hun mener ikke, at hun burde have afbrudt sig ferie og være troppet op ligesom hovedparten af de øvrige udenrigsministre i EU. - Kritikken af, at jeg ikke har deltaget er usaglig. For der var ikke noget på EU-rådsmødet, som tilsagde, at der skulle være ministerdeltagelse. De sager, som var vigtige for Danmark, ikke mindst sanktionerne mod Iran og optagelsesforhandlingerne med Island, de kørte fuldstændig. Man godkendte den tekst, som jeg selv har været med til at lave på rådsmødet inden, siger Lene Espersen til Berlingske.dk. Hun henviser til, at tidligere danske udenrigsministre heller ikke har tradition for at deltage i juli-mødet. - Jeg må bare konstatere, at der arbejdes med forskellige standarder. Der opereres med en standard, der gælder andre ministre og de tre tidligere udenrigsministre, og så er der en anden standard, når det gælder, hvilker møder jeg som udenrigsminister skal deltage i, siger Lene Espersen. Hun indrømmer, at det til dels er selvforskyldt. - Der er ingen tvivl om, at noget af det er selvforskyldt. At det var justitsministeren og ikke jeg selv der tog til møde i Arktic Five gav anledning til en del diskussion i løbet af foråret. Men ellers har jeg ikke andre forklaringer på, hvorfor jeg skal tage til mange flere møder end mine forgægere. Sådan er det bare, siger Lene Espersen til Berlingske.dk. Hun lægger op til en ny åbenhed omkring sin mødedeltagelse. - Vi har fået lavet en liste over samtlige møder jeg har været inviteret til. Hvilke jeg har deltaget i og ikke har deltaget i. Den lægger vi ud på vores hjemmeside, for det er vigtigt, at der ikke er nogen mystik i, hvorfor vi har sagt ja til møder og hvorfor, der er andre møder, jeg ikke har deltaget i, siger Lene Espersen og tilføjer: - I den situation jeg er i, hvor jeg bliver målt på en anden standard end andre, der er det vigtigt med den åbenhed.