Partier forhandler aktuelt om ny flerårsaftale for politiet, og regeringen vil styrke efterretningstjenesten.

Droneaktivitet ved Københavns Lufthavn mandag aften understreger ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) et behov for at styrke efterretningstjenesten.

Ministeren forhandler aktuelt en ny flerårsaftale for politiet med partier i Folketinget.

- Det understreger for mig behovet for at give vores efterretningstjeneste nogle flere muskler, nogle flere værktøjer, til at være på forkant med tingene og til at kunne efterforske hændelser som denne, siger Peter Hummelgaard.

Luftrummet over Københavns Lufthavn blev mandag aften lukket, efter at der var blevet observeret to til tre uidentificerede droner i området.

Der er ikke fra myndighederne meldinger om, hvem der stod bag flyvningen med droner.

Al flytrafik til og fra lufthavnen blev standset i knap fire timer, og statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag formiddag kaldt det et "alvorligt angreb mod kritisk infrastruktur".

Justitsministeren mener, at episoden giver anledning til at vurdere, om der skal flere værktøjer til, selv om han fastholder, at myndighederne havde det nødvendige værktøj til at håndtere den konkrete situation.

- Det betyder konkret, at vi selvfølgelig ser på, hvad Politiets Efterretningstjeneste (PET) har af ressourcer, af kapaciteter, siger Peter Hummelgaard.

Det er ikke første gang, at luftrummet over Københavns Lufthavn lukkes på grund af droneaktivitet.

Det skete blandt andet tidligere i år, da Naviair traf beslutningen 31. januar.

Spørgsmål: Hvordan adskiller hændelsen mandag sig i alvorsgrad i forhold til tidligere hændelser?

- Det, tror jeg, er svært at sige noget om på nuværende tidspunkt. Men det er jo i sagens natur dybt alvorligt, når droner af en vis kapacitet og en med politiets ord "kapabel aktør" er i stand til at forstyrre trafikken ind og ud af København, siger Peter Hummelgaard.

/ritzau/