Det er blevet for dyrt at putte ting ned i indkøbsvognen, lyder det fra De Konservatives formand, Mona Juul, ved partiets landsråd i København.

- Det er blevet dyrt. Dyrere og dyrere. Jeg synes, dine penge skal række længere, når du går på indkøb. Ikke kun, når du køber kaffe og chokoladeskildpadder.

- Men også når du køber broccoli og kartofler til aftensmaden eller agurk til ungernes madpakker. Derfor vil vi fjerne momsen på frugt og grønt, siger Mona Juul i sin tale ved landsrådet.

Hun uddyber ikke yderligere om emnet i talen.

Men meldingen kommer, efter at regeringen tidligere på måneden meldte ud, at den har igangsat et arbejde, som i sidste ende skal udmønte sig i et system, der kan håndtere forskellige momssatser.

Derved kan der i fremtiden indføres differentieret moms på eksempelvis fødevarer, hvis det ønskes fra politisk side.

Regeringstoppen - altså statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) - afviser, at de kan love, at momsen på fødevarer bliver sat ned i fremtiden. Moderaterne går dog ind for differentieret moms.

Danmark har en generel moms på 25 procent, hvilket er den højeste moms på fødevarer i Europa.

De stigende fødevarepriser har den seneste tid fået politisk opmærksomhed i Danmark. En række partier mener, at det er blevet alt for dyrt at handle helt almindelige dagligvarer.

Derfor har regeringen i sit finanslovsforslag blandt andet foreslået at fjerne afgiften på kaffe- og chokolade. Det koster 2,4 milliarder kroner om året.

På baggrund af prisstigningerne har regeringen desuden foreslået at sænke elafgiften i to år til EU's minimumsats, hvilket vil koste 14 milliarder kroner i alt.

/ritzau/