Berlingskes korrespondent Uffe Taudal er rejst ind i Libyen. Læs hans reportage fra det uroplagede land.

Sandstorm og sporadisk regn har ramt ørkenen i det østlige Libyen, men to timers kørsel fra grænsen til Egypten er vejrfænomenerne skubbet i baggrunden. Her i den vigtige havneby for verdens olieindustri, Tobruk, er luften til gengæld tyk af den libyske revolution. På den centrale plads, hastigt omdøbt til Martyrenes Plads, har de første demonstranter taget opstilling omkring nogle grønne telte.

Den forhadte politistation står udbrændt i nærheden, en pick up kører forbi med ladet fuld af hujende drenge, som stående gør V-tegn til de tilrejsende journalister. Abdelhamid Abduraba er parat til at tage imod. Han og tusinder af øvrige libyere har gjort, hvad de selv troede var umuligt. Efter blot en uges demonstrationer og et eksplosivt voksende oprør, er Moammar Gadaffis regime bragt på kanten af kollaps. Samtidig advarer mange imod, at han måske fortsat er i stand til at gøre alvor af nogle de seneste dages morderiske trusler.

- Det er som om, at vi fortsat drømmer. Vi sov i så mange år, og ingen kunne forestille sig, hvad der nu sker, siger Abduraba, der i læderjakke og AC Milan træningsbukser er udnævnt af ”revolutionskomiteen” som presseansvarlig for Tobruk.

- I første omgang har revolutionen kun et mål: At slippe af med Gadaffi. Vi ønsker, at han bliver væltet her i Libyen og ikke undslipper, for så vil han forsøge at samle en afrikansk hær og angribe os.

Komiteer styrer oprøret

Frygten for Gadaffi synes dog at blive mindre time for time. Nu mangler blot det sidste skub, lyder vurderingen alle steder fra.

På et lille pakket kontor i nærheden følger revolutions inderkreds intenst med i nyhederne fra den lokale radiostation, som beretter om nye byer, der er faldet til oprørerne og nøglepersoner, der vender ryggen til Gadaffi-styret. Et TV med en talsmand for Gadaffi mødes med høje, anklagende råb.

- Han siger, at de ikke har skudt for at dræbe civile. Det er løgn, siger én ophidset. - Vi er alle fra Tobruk. Der er ingen, som kontrollerer os udefra. Vi ønsker at klare os selv, siger Abd Alaziz Abbas, der præsenteres som hovedansvarlig for ”organisationen under revolutionen”. Lignende komiteer skal være oprettet i de øvrige byer, der som dominobrikker er faldet til oprørerne dag for dag.

De er spontant dannet af folket, lyder det. Besluttet og udført af ”folket” er en diffus beskrivelse, som igen og igen benyttes, og som i øvrigt gennem Gadaffis 42-årige styre også har været en foretrukken forklaringsmodel. Det er tydeligvis vigtigt for oprørerne, at landet, der ellers betegnes som stærkt stammeopdelt, land nu fremstår som en samlet national enhed i ønsket om frihed. Hele situationen virker væsentligt mere styret og politisk organsiseret end under nabolandet Egyptens oprør, men også i Libyen fremhæves det, at oprøret er vokset frem af utilfredsheden, og at ingen ejer revolutionen.

- Ingen har valgt os, og vi er ikke ledere for noget, men vi er fra kendte oprindelige familier i byen, og vi er kendt for ærlighed og værdighed, siger Abbas.

Islam i baggrunden

Det er også vigtigt for oprørerne at sende et forsonende signal til omverdenen.

- Vi ønsker gode relationer til Europa og Vesten som et fredeligt moderne samfund. Vi ønsker ikke, at Vesten bliver skræmt af propagandaen om en islamisk stat, for folk ønsker frihed og fred for alle, lyder budskabet. Den religiøse indflydelse er svær at vurdere i løbet af få timer i Tobruk. Man kan konstatere, at der langt overvejende kun er drenge og mænd på gaden, og at kvinder er helt fraværende.

- Libyen er islamisk, men vi ønsker at være en del af verden og at få vores frihed, lyder argumentet. Fredag vil de forskellige komiteer ifølge Abbas have en form for rådslagning om, hvordan de skal forberede sig på tiden efter diktatorens fald. Under den fortsat kaotiske situation og med trusler om voldsomme modangreb fra Gadaffi vil der ikke blive tale om et fysisk møde men snarere ”beskeder”, som sendes rundt siger revolutionslederen.

Internettet er lukket ned i Tobruk, men det er muligt at ringe til de øvrige byer og også til hovedstaden Tripoli.

Tusinder krydser grænsen

Samtidig med den historiske omvæltning i Libyen, følger man i det store naboland Egypten nøje den eskalerende omvæltning. Som øverste ansvarlig for den egyptiske side af grænseovergangen er general Hossein ekstraordinært kaldt fra Cairo til grænsebyen Sellum for at overvåge og kontrollere situationen. Omkring 1,5 millioner egyptere menes at arbejde i Libyen officielt og illegalt, og en stadig strøm af tungt lastede minibusser viser, at mange af dem nu hastigt er på vej ud. Men der er ikke de eneste.

I øjeblikket fylder omkring 500 gæstearbejdere fra Nepal afgangshallen ved grænsen med deres tæpper og bagage, mens de venter på diplomatisk assistance til at komme videre. Der er filipinere, som i høj grad er overladt til at klare sig selv. En flok sydkoreanere med forbindelse til landets investeringer i olieindustrien er der også, og Hossein fortæller, at man lige har sikret passagen for 250 kinesere.

- Vi har 10.000 mennesker om dagen, som krydser grænsen fra Libyen, siger han. - Hvor mange, der rejser den anden vej? 15 måske 30. Alle er journalister på vej ind og en enkelt konvoj fra Egypten med en lille gruppe frivillige læger og medicin.

Aggressiv stemning

Tilbage i Tobruk er det ved at blive aften. Demonstrationen på martyrernes plads har udviklet en spændt og aggressiv stemning, selv om der kun er forsamlet nogle få hundreder. En mand peger grinende ud af en bil med sin pistol, mens andre vinker afværgende.

En mand med en pistol affyrer adskillige skud direkte op i luften fra en anden bil, og en større gruppe tilrejsende journalister omringes hurtigt af puffende demonstranter, der forsøger at komme først med deres historie.

- Da jeg så folk på gaden, tænkte jeg ikke. Jeg gik bare selv med. Gadaffi har ødelagt mit land, og jeg har hadet ham siden jeg var ung, siger 40-årige Aman Zaki, der var med fra demonstrationernes begyndelse 17. februar. Denne gang har han taget sine sønner på 4 og 7 år med, men hans hustru er derhjemme.

- Måske kommer de med i morgen. De er helt enige med mig. Min kone ønskede, at jeg gik med i demonstrationen for, at hun kunne føle, at hun har en rigtig mand. Min mor mener det samme, siger Zaki. Mon ikke de er tilfredse nu.

Zaki kan fremvise en opsvulmet læg som følge af et stenkast under kampene, og han har fortsat hagl i kroppen fra politiets brug af haglgeværer ved den første demonstration, hvor tre demonstranter og en politimand blev dræbt, mens 75 blev såret af skud. Andre steder er det gået meget værre til og ingen har et overblik over de tilsyneladende særligt blodig kampe i hovedstaden, Tripoli. Men følelsen i Tobruk er, at revolutionen er gået ind i en afgørende fase, og at et nyt Libyen uigenkaldeligt er på vej.