På Frederiksberg har Enhedslisten fremsat et forslag om skatteyderbetalte krisepsykologer til herboende dansk-palæstinensere.

Nu har forslaget bevæget sig over kommunegrænsen og ind på Københavns Rådhus, hvor medlemmer af borgerrepræsentationen bifalder forslaget og hellere end gerne vil lade sig inspirere af deres kollegaer på Frederiksberg.

Forslaget handler konkret om, at der skal oprettes støttegrupper for dansk-palæstinensere, der skal have mulighed for samtaleforløb med krisepsykologer som følge af krigen mellem Israel og Hamas.

En af dem, der er glade for forslaget, er Radikale Venstres Kashif Ahmad.

»Når jeg hører forslaget, har jeg stor sympati for det. Jeg synes, det er helt på sin plads,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Det er noget, jeg sagtens kunne blive inspireret af, og jeg kan sagtens se et lignende forslag blive fremsat i Københavns Kommune.«

Kashif Ahmad fortæller, at han selv har fokus på børn og unge, der bliver berørt af situationen i Gaza. 

Er der tradition for at tage til psykolog i de miljøer?

Medlem af Københavns borgerrepræsentation for Radikale Venstre Kashif Ahmad er positiv overfor et  forslag fra Enhedslisten på Frederiksberg.
Medlem af Københavns borgerrepræsentation for Radikale Venstre Kashif Ahmad er positiv overfor et forslag fra Enhedslisten på Frederiksberg. Foto: Københavns Kommune
Vis mere

»Personligt vil jeg sige, at i min pakistanske del af minoritetsmiljøet har det ikke været så almindeligt, at man går til psykolog, men man er blevet mere åben for at tale om mental trivsel. Det er mit personlige indtryk, at det at gå til psykolog ikke er så normaliseret i minoritetsgrupper.«

Han mener dog, at man med forslaget kan hjælpe flere minoriteter til psykolog.

Også Enhedslistens Sinem Demir er glad for forslaget fra hendes partifæller fra Frederiksberg. Hun har spurgt Københavns Kommune, om der findes lignende tilbud i forvejen. Hvis ikke er det klart et forslag, der »kunne være en mulighed.«

»Mange københavnere er dybt berørt af, hvad der sker lige nu. Vi i Enhedslisten har derfor en interesse i at sikre vores medborgere kommer så godt som muligt gennem denne svære tid,« skriver Sinem Demir til B.T.

Det er dog ikke alle på rådhuset, der er parate til at åbne kommunekassen og smide skattekroner efter krisepsykologer til dansk-palæstinensere.

Morten Melchiors, der er byrådsmedlem for De Konservative, synes, at forslaget lyder som forskelsbehandling.

»For mig er alle borgere i Københavns Kommune stillet ens. Vi skal ikke til at udpege nogle grupper og sige de har særlige rettigheder,« siger Morten Melchiors og uddyber:

»Vi er den kommune, der har modtaget flest flygtninge fra Ukraine, som på egen krop har oplevet traumerne – ikke gennem en telefon eller tv-skærm. Hvis vi giver andre forrang frem for dem, vil jeg synes, at det sender et skidt signal.«

På Frederiksberg vil Enhedslisten også navngive en ikke nærmere bestemt plads på Frederiksberg for 'Palæstinas Plads', ligesom partiet vil have kommunalbestyrelsen til at holde et minuts stilhed for ofrene i Gaza.

Lyt til det seneste afsnit af B.Ts politiske podcast 'Slottet og Sumpen' med Joachim B. Olsen her:

Omny Studio Clip

Danmark er forsvarsløse