Det vakte debat, da Aalborg Portland i regeringens udspil om en grøn skattereform fik rabat, selvom de er Danmarks suverænt største udledere af CO₂.

Og nu viser det sig, at rabatten er endnu større end først antaget.

Det viser beregninger, som DR har foretaget.

I udspillet lægger regeringen op til, at prisen per ton CO₂ i 2030 skal være på 100 kroner for Aalborg Portland og en række andre virksomheder, der arbejder med såkaldt mineralogiske processer.

Samtidigt skal de betale en kvoteafgift til EU på 750 kroner per ton. Altså 850 kroner i alt.

Men ifølge DR er den reelle pris langt lavere. Aalborg Portland slipper med en afgift på 520 kroner per ton, fordi de står til at kunne beholde en stor del af deres gratiskvoter i 2030, har EU-Kommissionen bekræftet overfor DR.

Grunden til at Aalborg Portland får rabat i udspillet er ifølge regeringen, at man i så fald risikerer, at de flytter produktionen til udlandet.

Men det argument giver Per Clausen (EL), der er formand for klima- og miljøudvalget i Aalborg Kommune, ikke meget for. Ifølge ham er det ikke første gang, at »Aalborg Portland truer sig til særlige rabatter«:

»De ligger i Aalborg, fordi de kan udnytte kridtet fra undergrunden til deres hvide cement. Så jeg tror, det er meget usandsynligt, at de vil rykke væk fra den råvare, selvom vi krævede, at de skulle levere mere på den grønne omstilling,« har han tidligere sagt til B.T.

Men regeringen mener fortsat, der er risiko for, at den store cementvirksomhed flytter produktionen til udlandet, såfremt Aalborg Portland skal betale ligeså meget som andre CO₂-syndere.

»Så ville der være en del arbejdspladser og produktion, som lukker i Danmark og flytter andre steder hen. Det vil skabe arbejdspladser og CO₂-udledning i andre lande. Det er en billig måde at nå vores reduktionsmål på, men det er forkert, fordi vi så ikke omstiller, men vi afvikler produktion i Danmark,« siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til DR.

Aalborg Portlands forhold til Socialdemokratiet har også været en del af debatten om den rabat, som Danmarks suverænt største udledere af CO₂ får. Den historie kan du læse her.