Mens de fleste går og drømmer om at kunne forlade arbejdsmarkedet tidligt, har en dansk astrofysiker udtænkt en filosofi, der gør det muligt at blive økonomisk uafhængig, inden man fylder 40. En filosofi, der udleves i al hemmelighed i Sydsjælland – og en filosofi, der fik en af Danmarks førende forbrugerøkonomer til at overveje sin egen livsstil.

Skru ned for dit forbrug. Læg halvdelen eller mere af din indtægt til side de første ti år af dit arbejdsliv. Invester din opsparing, og lev af afkastet resten af dit liv. Omtrent så simpel er opskriften på økonomisk uafhængighed og et livslangt otium.

»Det er ikke svært. Det kræver bare en ufattelig tålmodighed. Hvis du starter i dag og lægger halvdelen af din indkomst til side i løbet af det næste år, så dækker det et års forbrug. Men der går noget tid, før opsparingen kan begynde at arbejde for dig. Langtfra alle har den tålmodighed. Slet ikke, hvis man føler, man må ofre noget for at sænke forbruget, men det kan sagtens lade sig gøre.«

Ordene kommer fra en 37-årig mand i Sydsjælland, der i juli måned sagde sit faste job op.

Han bor i et rødt murstenshus i et villakvarter med sin gravide hustru og parrets søn. I indkørslen holder en Skoda Oktavia, og i bryggerset snurrer en vaskemaskine på højeste omdrejninger. Ved hjælp af ovenstående opskrift er manden blevet økonomisk uafhængig. Han planlægger ikke at skulle arbejde mere i sit liv. Det behøver han ikke. Han har penge nok til at forsørge sig selv og sin familie og har trukket sig tilbage for at bruge tiden på sine børn og på andre ting, som interesserer ham.

Budgetter, excelark og teorier om privatøkonomi interesserer ham særligt meget.

»Hvor andre er fokuseret på karriereplaner og den slags, går jeg op i vores privatøkonomi. Jeg har to udlejningslejligheder samt en portefølje af aktier og obligationer. Det er min lille virksomhed, som jeg bygger op og optimerer på.«

Manden har gjort karriere som revisor. Fra en elevløn på 9.900 kr. om måneden har han arbejdet sig frem mod at blive specialist. I nogle få år havde han en arbejdsdag på 12 timer og en månedsløn på 58.500 kr., inden han besluttede sig for at trække stikket helt. Det er der bare ikke ret mange, der ved. Faktisk er det kun mandens hustru og nogle brugere på et internetforum for økonomisk uafhængige, som han deler sit økonomiske liv med.

»Jeg har ikke lyst til at prale. Jeg tror, mange ville have en forestilling om, at jeg har 20 millioner kroner stående, og det har jeg overhovedet ikke. Mine forældre ved faktisk heller ikke præcis, hvordan det hænger sammen,« siger han.

Det er også derfor, han fremstår anonym i denne artikel.

ERE - økonomisk uafhængighed og et lykkeligt liv med små midler

Sammen med en håndfuld andre danskere og tusindvis af mennesker på verdensplan lever manden i Sydsjælland efter en filosofi, der hedder »Early Retirement Extreme« – ekstrem tidlig økonomisk tilbagetrækning.

Det forkortes ERE og bygger grundlæggende på to præmisser: at det for langt de fleste er lettere at opnå økonomisk uafhængighed ved at sænke udgifterne frem for tilsvarende at forsøge at hæve indtægten. Og at man sagtens kan leve et lykkeligt liv for meget små midler.

Sætter man mellem 70 og 80 procent af sin indtægt til side og investerer opsparingen til et afkast på minimum fire procent, spår filosofien, at det i løbet af ti år vil være muligt at leve af afkastet.

Manden i Sydsjælland har de seneste ti år brugt under halvdelen af det, han tjente, og siden 2013 har han aktivt levet efter filosofien.

»De fleste kommer til at hæve deres forbrug, så snart de får flere penge mellem hænderne. Det har jeg bare aldrig gjort,« siger han.

ERE-filosofien stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor alle lever efter samme system, hvor en højere indtægt automatisk fører til et højere materielt forbrug, som til sidst fastholder folk i at arbejde blot for at kunne opretholde deres forbrug.

Ifølge filosofien afhænger succesen af, om man er villig til at lægge sit liv om og prøve et nyt system. Det kan være noget så simpelt som at flytte tættere på arbejde og supermarked. Så behøver man ikke en bil, og den daglige cykeltur til arbejde kan gøre det ud for abonnementet til fitnessklubben. Det er altså i lige så høj grad en livsstil, som det er en økonomisk strategi. Målet er ikke at blive fri for at arbejde, men at værdsætte tid højere end materielle værdier.

Forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, forstår godt, at mange føler sig tiltrukket af det livssyn lige nu.

»Mange strukturer, som vi troede var helt faste, ændrer sig. Eksempelvis ser vi, at oliepriserne er presset i bund, og pludselig er noget så fundamentalt som vores energiforsyning i opbrud. Derfor ser vi forskellige modreaktioner eller forsvarsmekanismer, om man vil. Hele deleøkonomi-fænomenet er en del af samme tendens. Logikken er lidt, at hvis jeg nu vænner mig til at leve for ingenting, så kan jeg overleve uanset hvad. Samtidig er det en modreaktion på den folkesygdom, som stress jo er blevet til,« siger hun, men er forbeholden over for, om alternativet er praktisk muligt.

»Den største udfordring er klart at skulle leve for så lidt. Der er ikke mange ensomme prærier i Danmark, hvor man kan leve af kærlighed og kildevand og dø mæt af dage efter at have levet hele livet på en sten,« siger hun og forholder sig skeptisk over for filosofien. I hvert fald lige nu.

»Formålet med ERE er ikke at sidde på et badehåndklæde på stranden og lege pensionist«

Det er den 40-årige astrofysiker Jacob Lund Fisker, der har udviklet livsfilosofien om, at man med en gennemsnitsløn kan blive økonomisk uafhængig, hvis man indretter sig med efter »et mere intelligent forbrugsmønster«.

Det gjorde han, da han som nyuddannet skulle forholde sig til begreber som boliglån, kapitalpension og karriereplaner.

»Begreber som på trods af deres vigtighed har glimret ved deres næsten totale fravær i det danske uddannelsessystem,« siger Jacob Lund Fisker.

Skoleundervisning begyndte at kede ham allerede i 2. klasse, som 17-årig opdigtede han en ny religion, lærte sig selv relativitetsteorien og besluttede sig for at læse fysik og matematik på universitetet. Mens han færdiggjorde sin ph.d. om kernefysiske eksplosioner på overfladen af neutronstjerner, begyndte han at læse om forbrugsmønstre og finansielle systemer. Noget, der fik ham til at tage afstand fra 00ernes forbrugersamfund.

»Jeg begyndte at leve på en mere bæredygtig måde. Med et forbrug på omkring 35.000 kr. om året, kunne jeg sætte 80 procent af mit forskerstipendium ind på bankbogen, og i løbet af fem år havde jeg sparet nok sammen til at betale alle mine udgifter med afkastet fra min opsparing,« siger han.

Efter at have boet i USA i en årrække, hvor han bidrog til omkring 40 videnskabelige artikler, stoppede Jacob Lund Fisker som 33-årig med at arbejde.

Undervejs begyndte han at føre logbog over sine finanser, og i 2010 samlede han alle sine tanker i bogen »Early Retirement Extreme«. Den er solgt i 23.000 eksemplarer som en slags manual for dem, der ønsker at blive økonomisk uafhængige.

De fleste, der tilslutter sig livsstilen, er mellem 25 og 35 år. Langt de fleste har en videregående uddannelse, og der er en lille overvægt af kvinder. Jacob Lund Fisker beskriver dem som ressourcestærke, selvstændige og åbentsindede.

»Politisk er hele spektret repræsenteret, men de fleste er nok af den holdning, at de ikke har tid til at vente på en politisk eller samfundsmæssig løsning. I stedet foretrækker de at løse problemerne selv på et lokalt eller individuelt niveau,« siger han og vurderer, at der er omkring to millioner mennesker, som dagligt læser med på diverse fora og internetsider om økonomisk uafhængighed.

»Formålet med ERE er ikke at sidde på et badehåndklæde på stranden og lege pensionist. For langt de fleste handler det i stedet om at skabe værdier, som det nuværende samfund ikke belønner.«

Selv om det danske velfærdssamfund på mange måder skiller sig ud, mener Jacob Lund Fisker ikke, at der er noget i vejen for, at livsstilen også kan lade sig gøre her i landet.

»Danskere skal bruge tid på at lære om det danske finanssystem, men kan til gengæld ignorere problemstillinger vedrørende sygesikring, som de amerikanske tilhængere bruger meget tid på,« siger han.

»Men på grund af den meget homogene danske kultur, kan det være sværere at have en livsstil, der ligger uden for normalen.«

Det handler om at finde balancen økonomisk - og i livet...

Den danske ERE-tilhænger fra Sydsjælland beskriver også opgøret med samfundsnormerne som en af de største udfordringer.

»Jeg behøver ikke arbejde mere, så derfor siger jeg op, sagde jeg til min chef. Det kunne han ikke helt forstå og sagde med det samme, at vi skulle finde en løsning. Han mente, jeg havde brug for noget fagligt, og så ville han gerne beholde en tilknytning til mig. Jeg får nu også rigtig meget fagligt ud af at sidde med min egen økonomi, men jeg endte med at sige ja til en deltidsordning,« fortæller den 37-årige, som i dag arbejder omkring otte timer om ugen til en fast timeløn. Det er ikke noget, han behøver at gøre, men det gør det lettere, når han skal forklare, hvad han bruger sin tid på.

»Jeg siger bare, at jeg arbejder hjemmefra og er gået lidt ned i løn, men at vi sagtens kan klare den. Fint, det accepterer folk.«

Efter at have afleveret sin søn i vuggestue bruger han tid på at læse om privatøkonomi, kigge familiens budget igennem, cykle og besvare mails. Hans hustru passer sit lønmodtagerjob. Når klokken bliver 14.30 kører han op og henter sin søn igen.

»Der er sikkert mange mennesker, som ikke ville bryde sig om at gå hjemme, fordi de ville savne deres kollegaer. Det gør jeg slet ikke. Jeg kan godt lide at passe mig selv, og når jeg afleverer og henter min søn, nyder jeg at tale med de andre forældre og pædagogerne. Der er man jo ikke sit arbejde, men nogens far,« siger han.

Manden og hans hustru indbetaler hver 11.000 kr. om måneden, som dækker alle udgifter – fra indkøb til lån i huset. De seneste 12 måneder har de i alt brugt 194.000 kr., hvilket efterlader plads i budgettet til øgede udgifter i forbindelse med deres kommende barn og fremtidige ferier. Deres forbrug svarer ifølge Danmarks Statistik til lidt under halvdelen af, hvad en gennemsnitlig dansk familie køber ind for.

Umiddelbart er det ikke til at få øje på, hvad andre familier har, som denne familie har valgt fra. De vælger blot det billige alternativ. De har købt bilen brugt, prioriterer ikke udenlandsferier, så længe børnene er små, handler ind efter madplaner og udnytter mængderabat på varer, der kan holde sig længe. De spiser ude fem-seks gange om året og har et fjernsyn, der er lige så dybt, som det er bredt.

»Det vigtigste er i bund og grund at holde styr på sine udgifter og så sørge for at få differencen mellem indtægter og udgifter ud at arbejde,« forklarer den 37-årige.

Tid er en værdi, han håber at give videre til sine børn, og han har det godt med ikke at spilde ressourcer. Men han har intet ønske om at revolutionere samfundet eller redde klimaet.

Når det kommer til samfundsansvar, mener han heller ikke, at han skylder samfundet noget.

»Det ansvar, man har, er ikke at ligge andre til last, og at ens nære heller ikke ligger til last. Når det er sagt, så betaler jeg også skat. Jeg har ikke overtrådt nogen regler eller været meget kreativ,« siger han.

Spørger man stifteren Jacob Lund Fisker vil samfundet heller ikke gå under, hvis flere begyndte at leve på samme måde. I stedet ville det udvikle sig i en mere bæredygtig retning, mener han.

»Det handler ikke kun om at have en plan, men også om at turde gøre sin plan til virkelighed«

Ann Lehmann Erichsen fra Nordea er ikke helt enig. Hun tror, »at samfundshjulene vil dreje langsommere«, og at velfærdssystemet vil stå for skud. Men først og fremmest mener hun, at det er usandsynligt.

»Samtidigt med, at man tjener en høj løn, skal man leve meget beskedent, og det er ikke sandsynligt,« siger hun.

Ann Lehmann Erichsen er midt i halvtredserne, og efter interviewet gik hun hjem og regnede på sin egen økonomi. Morgenen efter sendte hun følgende besked:

»Dette er den »farligste« artikel, jeg nogensinde har medvirket til. Da jeg åbnede lokalavisen, så jeg en lejlighed, jeg kunne købe kontant, og da jeg løb min daglige løbetur i Charlottenlund, regnede jeg på mine leveomkostninger og kunne se, at det ikke varer så længe, før jeg kan trække stikket til arbejdsmarkedet, hvis jeg vil og tør!«

»Det handler ikke kun om at have en plan, men også om at turde gøre sin plan til virkelighed. Det er et spring at forlade arbejdsmarkedet i og med at det fylder så meget i vores liv, og fordi der reelt er så få »frie fugle«, som virkelig er frie og selv bestemmer.«