Jeg har sagt og skrevet det før.

Den økonomiske udvikling hos vores store nabo syd for Kruså er uhyggelig.

Tirsdag strammede den klamme hånd sit greb om Tysklands i forvejen hårdt pressede økonomi.

Det såkaldte ZEW-indeks, der måler erhvervstilliden, faldt nemlig i januar og landede også lavere, end analytikerne havde forventet.

Den store – og for hele Europa så vigtige- tyske industri er sendt i dørken. Høje energipriser og høje renter tynger.

Samtidig holder tyskerne på pengene i privaten, og byggeriet har det også svært i Tyskland.

Den politiske usikkerhed med den tyske regeringskrise og Trumps trusler om straftold på europæiske varer, gør bare billedet endnu mørkere.

Læs også: Chefanalytiker om aktiemarked i vildrede: Det er nu, du skal mærke efter

Det er en ringe trøst, at den tyske servicesektor akkurat holder næsen oven vande.

Der er brug for drastiske tiltag, hvis ikke tysk økonomi skal synke ned i kviksandet og trække andre lande med sig.

Tyskland har ikke musklerne til selv at hive sig op.

Det er på tide, at chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, lægger sin notoriske forsigtighed på hylden og giver tyskerne en hjælpende hånd. 

Renten skal ned i en vis fart, så både virksomheder og forbrugere kan sætte lidt skub i væksten i Tyskland og for sags skyld også i Frankrig, der også kæmper med lav vækst.

ECB-chef Christine Lagarde.
ECB-chef Christine Lagarde. Foto: Ronald Wittek/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men Christine Lagarde tøver, da inflationen i eurozonen er steget de seneste måneder og i december ramte 2,4 procent.

Selvfølgelig skal Lagarde ikke løfte foden så meget fra rentebremsen, at hun kører europæisk økonomi i afgrunden, men hun altså skal heller ikke køre så forsigtigt, at kineserne og amerikanerne overhaler os europæere både uden om og inden om.

Læs også: Ørsted-kollaps: Så mange milliarder kroner har skatteborgerne tabt

Herfra min komfortable stol i Pilestræde i København skal der lyde en klar opfordring til Lagarde om at sætte renten ned fra de nuværende 3,0 procent til omkring 1,5 procent inden årets udgang, og i min optik vil det gøre mere gavn end skade at sende et klart signal med en dobbelt rentesænkning på 0,5 procentpoint på et af forårets rentemøder.

Det vil kunne mærkes hos den tyske industrimagnat, der skal ud at låne penge til en stor investering i modernisering af sit produktionsapparat, og hos den tyske forbruger, der skal ud at låne penge til en ny bil – og blandt alle os andre.

Det er blevet moderne at sige, at håb ikke er en strategi. 

Men jeg håber nu alligevel, at Lagarde læser med.

Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her: 

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Thomas Castberg giver sin mening om den danske dagligvarebranche. Lyt med her og find ud af, hvor meget du har tjent. Spotify, Apple Podcast eller her:

Læs også: Er Ørsted-boss 'dead man walking'? »Man kan ikke blive overrasket, hvis folk, der har tabt 40 mia. kr., bliver fyret«

Læs også: Strateg advarer: Pas på med Trump-aktierne