På verdensplan bliver han nævnt som arvtageren for Michael Phelps. I Australien er han kendt som 'missilet'. Forventningerne til James Magnussens muligheder på den mest prestigefyldte svømmedistance ved OL har været enorme.

"Vær klar."


Sådan lød ordene fra James Magnussens tilbage i marts, da han på australsk TV blev bedt om at sende en besked til sine OL-konkurrenter verden over.

Den 21-årige verdensmester i svømmesportens royale disciplin 100 meter fri havde netop sejret ved de australske udtagelsesmesterskaber med en vindermargin på mere end et halvt sekund til nærmeste konkurrent og tilmed slået sin egen personlige rekord.

47,10 sekunder viste lystavlen på det store svømmestadion i Adelaide, og billetten til London var sikret i suveræn stil. Nu var resten af verden advaret.

Selvom Danmark har stolte traditioner indenfor svømning, kan interessen ingenlunde sidestilles med, hvor meget sporten betyder i Australien.

I Sydney, hvor Magnussen til daglig har base, kunne man dagen efter stævnet dårligt gå en tur gennem byen uden at støde på en spiseseddel eller en samtale, der berørte fænomenet.

Dér handlede alt om ”missilet”, som de kalder ham 'down under'. Ikke at han var et ubeskrevet blad. Australierne har længe været vilde med atleten, som er anset for at være en vigtig og sympatisk ambassadør for svømmesporten. Måneden forinden havde magasinet "Men’s Style" placeret ham på deres årlige liste over de mest indflydelsesrige mænd i Australien, mens han siden sejren ved verdensmesterskaberne i Shanghai året forinden naturligt var gledet ind i feltet af australske guldmedaljekandidater til dette OL.

- Jeg ved, at det forventes, at jeg vinder, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at opfylde de forventninger, sagde Magnussen til The (Sydney) Magazine kort før sin afgang til London.
- Uanset hvordan jeg præsterer under OL, ved jeg, at min største kritiker vil være mig selv. Jeg kunne vinde tre eller fire guldmedaljer og alligevel ikke være tilfreds med min indsats, lød det fra den selvsikre svømmer.

At Magnussen overhovedet er kommet så langt i sin korte karriere skyldes både talent og tilfældigheder. Født og opvokset på den australske østkyst, i byen Port Macquarie, var det en selvfølge, at vandet skulle være hans ven. Familien boede ved stranden, og af hensyn til sikkerheden fandt forældrene det vigtigt, at knægten lærte at svømme. Magnussen betroede sig hurtigt til bølgerne, og hans evner i vandet var åbenlyse.

Det samme var hans kvaliteter imidlertid også i rugby, og det resulterede i, at den ubestridte dedikation til svømning først kom relativt sent i teenageårene. Et finalenederlag i de nationale U/16-mesterskaber i rugby tog aldeles hårdt på kometen og endte med at slå ham ud af kurs i forhold til en fremtidig karriere på græsset.
- Han var enormt skuffet, sagde Greg Mansour, der var hans daværende rugby-træner.
- Jeg fortalte ham, at han burde satse på svømning, gøre sit bedste og gribe det an professionelt.

Det gjorde Magnussen, og siden har han ikke set sig tilbage. Han gjorde sin entré på det australske svømmelandshold som 18-årig i 2010, men det var først året efter, at verden for alvor fik øjnene op for det det nye vidunder.

Ved VM i Shanghai var australieren blandt de otte svømmere i finalefeltet i 100 meter fri, hvor han blandt andre skulle dyste med den brasilianske verdensrekordholder, César Cielo. Den sydamerikanske svømmer var som ventet i front, da de første 50 meter var passeret, mens Magnussen vendte bag de tre forreste ved halvvejsmærket.  Slaget var dog ikke tabt, og via en fænomenal finish lykkedes det ham at hente alle konkurrenterne og tage guldet. Triumfen illustrerede til fulde, hvordan Magnussen normalt hiver sine sejre i land, og hvorfor han går under navnet ”missilet”. 

Han har en helt specielt evne til at komme sprintende til sidst og indhente sine modstandere på den sidste del af distancen. Det fortæller Jakob Andkjær, der har den danske rekord på 100 meter fri.

- Han svømmer hurtigt på den første split, men har stadigvæk så mange kræfter tilbage, at han kan skrue tempoet op på de sidste 50 meter. Ved de australske udtagelsesmesterskaber svømmede han faktisk de sidste 50 meter hurtigere, end det blev gjort, da verdensrekorden blev sat. I denne disciplin skal syren holdes i skak, og det virker til, at han er rigtig god til det, siger den danske svømmer, der sidste år deltog ved flere stævner i Australien, hvor Magnussen også var med.

Men svømning er mere end udholdenhed og kraftudfoldelse. Det mener hovedpersonen selv, der peger på, at de mentale færdigheder har den største betydning i forhold til at præstere.

- På det her niveau er selvtillid den vigtigste egenskab. Når du står og skal i gang med en konkurrence i 100 meter fri, er du vidende om, at der sandsynligvis ikke er stor fysisk forskel på ham, der bliver nummer et og ham, som bliver nummer otte. Det handler udelukkende om mentalitet, sagde James Magnussen i et interview med Swimming World i 2011.

Netop mentaliteten ser ud til at blive særlig vigtig denne gang og formentlig også i finalen onsdag aften. Magnussen fejlede sammen med sine landsmænd højst overraskende i finalen  i 4 x100 meter fri søndag aften, hvor guldfavoritterne fra Australien måtte nøjedes med en skuffende fjerdeplads - blandt andet efter en mager omgang fra Magnussen selv. Det blev betegnet som en historisk svømmekatastrofe i de australske aviser, hvis kritik af præstationen gav genklang i hele verden.

Presset er ikke blevet mindre på manden, de kalder ”missilet”. Onsdag aften i 100 meter-finalen leder han efter revanche.