Fu Yuanhui tog sig til maven og skar ansigt. Hun havde tydeligvis ondt.

Den 20-årig svømmer fra Kina havde netop gennemført finalen i kvindernes 4 x 100 meter medley under legene i Rio de Janeiro, og en 4. plads var bestemt ikke, hvad man havde forventet af den kinesiske kvartet.

Medaljer lå lidt i kortene, i det mindste bronzemedaljer, men dem tog den danske holdkap med Mie Østergaard Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume sig af.

Fu Yuanhui tog sig igen til maven, og det opdagede en kinesisk journalist, der spurgte, om hun var ok?

Og det kom der et noget overraskende svar ud af:

»Jeg føler, at jeg ikke svømmede godt i dag. Jeg svigtede mine holdkammerater,« sagde Fu Yuanhui og uddybede:

»Ja (min mave gør ondt, red.), fordi jeg fik min menstruation i går. Jeg føler mig lidt svag, men det er ikke en undskyldning. Jeg gjorde det bare ikke godt i dag.«

Det kan godt være, Fu Yuanhui ikke vandt finalen, men hendes ærlige svar til journalisten har sikret hende ros og respekt verden over.

Menstruation er nemlig et stærkt tabuiseret emne i Kina, men også i sportsverdenen generelt er det noget, der sjældent tales om. Det skete dog sidste år, da den tjekkiske tennisspiller Petra Kvitova fortalte, at det er svært for kvinder at konkurrere, når de har menstruation.

Efter Fu Yuanhuis kommentar spurgte flere brugere på Kinas sociale medie Weibo, hvorfor der ikke var blod i bassinet efter finalen. Det fik andre brugere til at svare, at det skyldes tamponer; et produkt der er svært at finde i mange kinesiske apoteker.

Den 26-årige CNN-journalist i Kina Serena Dong har over for det amerikanske medie fortalt, at hun ikke anede, hvad en tampon var, inden hun rejste til USA i 2010.

»Da jeg nævnte tamponer for nogle af mine (kinesiske, red.) venner, der ikke havde været i udlandet, var det første, de sagde: 'Nå, er det dét, de amerikanske piger bruger under deres menstruation. Gør det ondt?«