Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Dansk cykelsport skal, hvis den optimistiske målsætning fra Danmarks Idrætsforbund skal opfyldes, levere én medalje under legene i Rio.

Men der er i udgangspunktet ingen grund til at forvente, at den allerede falder lørdag, når vi skal have uddelt et af OL’s fineste sæt medaljer - det i herrernes landevejsløb i cykling.

Den, medaljen altså, skal falde på banen. En medalje i lørdagens OL-løb vil være en vildt overraskende appelsin at mærke i sin turban.

For Danmark er dårligt nok en farlig outsider, som tingene står forud for det løb.

Jeg kigger stadig langt efter Michael Valgren, der i foråret beviste sig i Ardennerklassikerne Amstel Gold Race og Fleche-Wallonne, og fornemmelsen af, at Valgren skulle have været med i Rio, er kun blevet stærkere af at se ham i Tour de France og senest under Danmark Rundt.

Det, vi har set fra ham i 2016, er, at han er ved at blive en moden og voksen cykelrytter med både poweren og intelligensen til stadig at leve i en finale på den anden side af 230-40 kilometer.

Det er sådanne cykelryttere, man skal have med til store mesterskaber, som et OL, og det er i øvrigt den evne, han de kommende år skal ud at forbedre og forfølge hos Astana.

Her bliver han holdkammerat med Danmarks OL-kaptajn, Jakob Fuglsang, der også før - i både Amstel og Liège-Bastogne-Liège og ved et enkelt VM - har demonstreret, at han selvfølgelig er en selvskreven og rigtig dansk kaptajn til et OL.

Men for mig kom Fuglsang så tvivlsomt ud af Tour de France, at man kun kan se tilsvarende tvivlsomt frem imod, om hans arbejde med at toppe formen til netop dette løb har været genial eller skudt helt forbi.

 

Det er vel nogenlunde lige rimeligt at håbe og tvivle på Fuglsangs muligheder i Rio’s gader.

Og det er umuligt at se bort fra det faktum, at Jakob Fuglsangs karriere mildt sagt ikke er præget af sejre. Han har altid haft meget svært ved at afgøre tingene, når han har siddet i sine finaler og kørt flotte løb, og han har selv ofte talt ærligt om, at netop det element selvfølgelig er en ting, der irriterer ham.

Egentlig har Danmark de seneste 10-15 år været ganske dygtige til at lave gode resultater i herrernes store mesterskabsløb, også selv om holdet som oftest har været ganske lille.

Jeg husker Jakob Piil i en overraskende 6.-plads ved VM i Madrid i 2005, Matti Breschel var der med både bronze og sølv ved VM-løb i slutningen af 00’erne og igen med en VM-fjerdeplads i Spanien i 2014. Chris Anker lavede et godt OL i 2008, og Fuglsang har lavet fornuftige placeringer ved VM i 2013 og OL i 2012.

Men tendensen har også været, at danskerne - efter Matti Breschel har ramt en karrierenedtur, der ser ud til at være blevet en halvpermanent tilstand - ikke har været inde og røre rigtigt ved medaljerne.

Det vil være et lille mirakel, hvis det sker lørdag.

Fuglsang er en klasserytter, der er god på de lange distancer, men han får brug for, at alt spiller, han får brug for at kunne gemme sig så længe som muligt, og så får han brug for, at Chris Anker Sørensen, der engang havde Danmarks bedste dieselmotor i de lange løb og var en uvurderlig hjælp i Matti Breschels storhedsår, finder sit gamle jeg frem og kan hjælpe ham helt frem til finalen.

Men her formoder jeg stadig, at væddeløbet viser sig at blive for vildt og med for meget punch i pedalerne til, at Fuglsang kan være med på en rute, der beskrives som ekstremt hård.

 

Andre læser også