18-årige Axel Vang Christensen fløj fredag fra England til Danmark for at være med i søndagens Eremitageløb.

Målet for stortalentet er at vinde det legendariske løb i Dyrehaven.

Da han i december i Dublin som 17-årig blev en suveræn europamester i cross for U20 med et forspring på 25 sekunder til nærmeste konkurrent på den seks kilometer lange distance, skrev B.T.:

»Kun himlen synes at sætte grænser for Axel Vang Christensen.«

Nu får vi muligheden for på tæt hold at se fremtidens mand i en af de hårdeste konkurrencer på dansk grund i mange år.

Blandt Axel Vang Christensens rivaler på de 13,3 kilometer gennem nationalskoven er den seksdobbelte vinder Abdi Hakin Ulad, Joel Ibler Lillesø, Omar Hassan og Mikael Johnsen.

»Jeg mindes ikke, hvornår vi sidst har set et felt i Danmark med et så tårnhøjt dansk niveau,« siger E-løbets speaker, den tidligere topløber Henrik Them, som tre gange er blevet nummer to i Dyrehaven og er den bedste eremitageløber, der aldrig har vundet E-løbet.

Axel Vang Christensen læser og træner i dag på University of Birmingham og løber sit første løb siden sit dramatiske styrt i det indledende heat i 3.000 meter forhindringsløb ved EM i München i august.

Axel Vang Christensen er klar til Eremitageløbet og optimist, men det så ikke så godt ud, da han i august blev båret fra banen efter sit dramatiske styrt i 3.000 meter forhindringsløb ved EM i München.
Axel Vang Christensen er klar til Eremitageløbet og optimist, men det så ikke så godt ud, da han i august blev båret fra banen efter sit dramatiske styrt i 3.000 meter forhindringsløb ved EM i München. Foto: Matthias Schrader
Vis mere

»Jeg havde en pause efter EM, derefter reduceret træning, men i de seneste knap tre uger har træningen kørt normalt. Eremitageløbet ligger godt for mig og bliver en test af kroppen inden cross-sæsonen,« siger Axel Vang Christensen inden afgangen fra Birmingham.

»Det bliver et hårdt og tæt løb i Dyrehaven. Jeg føler mig i god form og glæder mig, men er også spændt. Efter Eremitageløbet deltager jeg i de åbne engelske mesterskaber i cross 26. november i Liverpool som optakt til mit EM-titelforsvar 11. december i Torino.«

Bagsværd-løberen Joel Ibler Lillesø, der ligesom Axel Vang Christensen er 18 år, markerede sig for første gang i Eremitageløbet i 2019 med en sensationel tredjeplads som blot 15-årig.

Han har siden vist eksplosiv fremgang, blandt andet med tiden 13.29.58 på 5.000 meter i Manchester i juni. Af danskere har kun Dennis Jensen, Henrik Jørgensen og Mogens Guldberg løbet hurtigere, men ingen tvivl om, at Joel Ibler Lillesø næste år kan slette Dennis Jensens rekord.

»Jeg går efter sejren i Eremitageløbet. Jeg er klar og føler, at jeg har noget at skyde med,« siger en optimistisk Joel Ibler Lillesø.

»Eremitageløbet er noget helt specielt. En sejr i Dyrehaven er noget, der bliver husket. Det er tredje gang, jeg skal være med. Det bliver et sjovt løb.«

Abdi Hakin Ulad kan vinde for syvende gang, mens etiopiskfødte Omar Hassan går efter sin første sejr. Han blev sidste år nummer to efter Jakob Dybdal, som ikke deltager i år.

Hos kvinderne jagter Sylvia Kiberenge også sin syvende sejr, men får hård kamp af talentfulde Astrid My Rønde Kristensen, Svendborg, som sidste år blev toer efter Sylvia Kiberenge.

Sylvia Kiberenge til Eremitageløbet tilbage i 2015.
Sylvia Kiberenge til Eremitageløbet tilbage i 2015. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

18-årige Astrid My Rønde Kristensen har vist god form, og det bliver spændende at følge hende på de lange distancer.

»Opgøret mellem de to 18-årige stortalenter, rutinerede Abdi Hakin Ulad og Omar Hassan og outsideren Mikael Johnsen bliver en oplevelse, vi kan glæde os til,« fastslår Henrik Them, som deler speakerrollen i skoven med triathlonpigen Cecilie Mathorne, som flere gange har deltaget i VM på Hawaii.

Velkommen i skoven

Skovfoged Jacob Skriver byder velkommen i Dyrehaven, og den seksdobbelte vinder, Dennis Jensen, fyrer startpistolen af søndag kl. 11. Det 53. Eremitageløb arrangeres af Københavns Idrætsforening og Københavns Skiklub. Mediepartneren B.T. uddeler sølvfade til vinderne, og de kontante præmier til de tre bedste er henholdsvis 7.000 kr., 4.000 kr. og 2.000 kr.