Cricketspilleren Ben Stokes har angiveligt været involveret i et slagsmål med fem mænd. Men nu skriver den engelske journalist Piers Morgan, at Stokes gjorde det for at beskytte to homoseksuelle.

Piers Morgan, der er vært på programmet 'Good Morning Britain', skriver på Twitter, at han har fået at vide, at den engelske cricketspiller Ben Stokes kom op at slås søndag nat, fordi en gruppe mænd chikanerede to homoseksuelle mænd.

'BREAKING: Jeg hører, at Ben Stokes blandede sig for at hjælpe to bøsser, som blev overfuset af bøller, hvor en af dem var væbnet med en flaske.' skriver den engelske journalist.

Han uddyber i endnu et tweet, at Stokes blev rasende, da han hørte mændenes spydigheder omkring de to homoseksuelle mænd, og da han så en af mændene true med en flaske, slog han dem i selvforsvar. Det, som Piers Morgan skriver, er ikke blevet bekræftet af politiet eller Stokes selv.

Her kan du læse mere om, hvad der skete søndag nat.

Ifølge Piers Morgan ved politiet godt, hvorfor Stokes slog mændene, derfor forsøger politiet nu at finde de to homoseksuelle mænd, som blev forulempet.

Ben Stokes blev mandag morgen efter slagsmålet arresteret af politiet, men han blev senere løsladt mod kaution. Tidligere sagde hans træner Trevor Bayliss, at de indtil videre var tilfredse med Stokes som vicekaptajn og gerne ville have ham med til Australien, når der er Asher Tour.

Men nu kan The Sun fortælle, at England and Wales Cricket Board mødtes til et hastemøde i dag den 28. september, hvor de indledte en disciplinær proces mod Stokes.