KOMMENTAR: Da ønske-hunden blev til en muskel-kat til 5.000 kr.

Egentlig ville jeg helst have en hund. Sådan en logrende kommode, der savler en tsunami i begejstring over at se sin allerkæreste ejer – mig – komme fodslæbende hjem. Men min hustru er en kattekvinde. Hun kan sådan set godt lide logrende kommoder – bare de bor hos naboen eller endnu bedre: I en by i Rusland.

Som dreng havde jeg altid hund. Som pige havde hun altid kat. Så da vi blev kærester lige efter den franske revolution – vi har nemlig været kærester i snart 40 år – gik der ikke længe, før vi skulle have et husdyr. Jeg behøver næppe at udpensle, at det var...  en kat. Katten og jeg blev aldrig rigtigt venner. Jeg var på tålt ophold, når vi sad i hver sin ende af sofaen og skulede efter hinanden. Da den døde, flyttede en ny kat ind, og sådan er udskiftningerne fortsat indtil i år. Da døde vores to 16-årige og 15-årige katte, mor og datter.

Huset var underlig tomt. Mærkeligt ikke længere at kunne true dem med total udslettelse, når de med svedne grin hvæssede tapetet til konfetti eller tatoverede et Z som i Zorro ind i vores nye sofa. Ikke så mærkeligt, at kattekvinden var ked af det. Det mærkelige var, at også jeg var ked af det. Jeg savnede mine yndlingsaversioner.

Min hustru er rummelig, og for første gang oplevede jeg ikke en egentlig modstand imod, at vi skulle have en hund. Jeg måtte godt. Det skulle bare være min hund, så jeg måtte selv fodre den og gå ture med den tre gange om dagen. »En hund er jo afhængig af dig,« forklarede min hustru med samme tålmod, som lærte hun en abe at vende en banan rigtigt.  Så selvfølgelig skulle vi ikke have hund. Det bizarre var, at jeg selv måtte bringe nye kattekillinger på bane. Min hustru følte sig ikke klar. Jeg begyndte at lede i Den blå Avis. Da vi fik killinger for 16 år siden, kunne man ikke sparke sig frem for katteejere, der ville forære killinger bort.

Sådan er det ikke længere. Jeg ledte videre efter røde killinger, for netop den farve har ikke tidligere indgået i vores husholdning. Til sidst fandt jeg et kuld til 400-500 kr. stykket, men de blev revet væk. Jeg opdagede så nogle til 1.700-1.800 kr. stykket, og her stødte jeg for første gang på racen ’Maine Coon’. Disse var halvt ’Maine Coon’. Tanken om en åndsformørket racekat lå fjernt. Men Wikipedia smeltede mig med ordene om, at ’Maine Coons’ er sociale, godmodige, elsker at deltage i familiens aktiviteter og gerne vil hjælpe: Som amerikanerne siger det: ’A Maine Coon will be your companion, your buddy, your pal, but hardly ever your baby’.

Med andre ord min drømmehund. Og en ’Maine Coon’ kan blive så stor som en logrende kommode og ligne en los ved samme lejlighed.

Hvis jeg ikke kunne få en hund til at holde indbrudstyvene væk, kunne jeg få en … muskelkat. En, der hersker i haven og ikke lader sig tryne af naboens Rumle, der egentlig spinder fredeligt, men er stor som en østtysk traktor.
Jeg ledte videre og fandt et kuld, hvor begge forældre var ’Maine Coon’ – uden stamtavle. Vi ræsede ud og så dem. Selvfølgelig blev jeg ikke forelsket. Mænd bliver ikke forelskede i en kat. Min hustru var i tvivl. De var jo ikke røde, som jeg selv ønskede. »Farven er da ligegyldig,« hørte jeg mig selv snappe. Jamen, vi skulle jo have badeværelset lavet på det tidspunkt, hvor killingerne flytter ind. »Jamen, så beder vi bare håndværkerne komme en måned senere,« hørte jeg endnu mere forbavset mig selv sige. »Jamen, 5.000 er mange penge,« indvendte min hustru.

Uden at hun vidste det, købte jeg Herman og Esmeralda. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle betale for en killing. Slet ikke 5.000 kr. Men nu er de mine – undskyld, vores. Min hustru er glad, jeg kan slet ikke vente indtil 21. januar, og indbrudstyvene kan bare vente sig. De kommer til at stå over for Nordens største kampkatte. Og lige bag ved de to godmodige tyve-skræmsler står jeg. Byens nye Catman.