Frederik anbefaler unge at se ud over bøgerne. »Glem ikke at have en god tid - også til at opleve lidt. Løft hovedet lidt fra bøgerne,« anbefalede kronprins Frederik i går unge, der får hans Harvard-legat.

Det gjorde Kronprinsen i en tale på engelsk uden manuskript ved et frokostmøde i »The American Club« på Københavns nye Marriot Hotel. Her fik han også flere skillinger i kassen, 50.000 kr. til Crown Prince Frederiks Fund, så kapitalen kan blive lidt øget.

Kronprinsen sagde i sin tale bl.a. også, at det at studere på Harvard kunne være hårdt arbejde.

Ved mødet talte desuden en af de første kvindelige Harvard-studerende, 26-årige Cecilia Lonning, der ligesom Kronprinsen er blevet cand. scient. pol. på Århus Universitet, og som nu arbejder i McKinsey & Company. I år er det i øvrigt 10 år siden, at Kronprinsen selv begyndte at studere statskundskab på Harvard fra 1992-93.

Cecilia sad ved Kronprinsens frokostbord lige over for Frederik. Han sad mellem den amerikanske ambassadør i Danmark, Stuart Bernstein, og The American Clubs præsident Oliver R. Spencer, i det daglige generalsekretær i OSCE-Parliamentary Assembly. Det var også dem, der var sammen om at overrække Kronprinsen checken.

I sin tale takkede Cecilia Kronprinsen, fordi hans legat har gjort det muligt for hende at studere på Harvard og opleve den amerikanske mentalitet, som er helt modsat janteloven.

»Her forventes det, at folk er glade for det, de har opnået, og det værdsættes,« sagde hun bl.a. i sin engelske tale.

Kronprinsen har i sit fond næsten penge nok til, at to danske Harvard studerende hvert år kan få omtrent hele beløbet på 125.000 kr., som det koster bare for at gå ind ad porten til et års studium ved John F. Kennedy School. Endnu har fondet ikke helt penge nok, så derfor spytter andre lidt ekstra i kassen, så de unge kan sendes af sted.

Men det er ikke alle og enhver, der kan ansøge Frederik om studiemulighed. Har man karakter under 10 i noget af fagene, står det skidt til med mulighederne for kongelig støtte. I maj afsløres det, hvem der i år får et bidrag af Frederik.

Det er vigtigt for de studerende at vide det så tidligt som muligt, så de har mulighed for at skrabe de skillinger sammen, som det yderligere koster til mad og ophold.

Frederik var under frokosten helt i sit es, og han fortalte bl.a. meget om sin slædetur over Grønland.