»Kunst i det offentlige rum minder os om, at vi er mennesker. At vi ikke kun er robotter, lønmodtagere, a-kasseslaver, pendlere, børnepassere … dyr, der bare lever, knepper, skider og dør.«
»Den minder os om, at der er noget mere i livet. Det er refleksion over, hvorfor vi er her. Hvad skal vi? Hvilket samfund vil vi gerne have?«
Der er kunst nærmest overalt i de københavnske gader. I parkerne. På byens mure. På hospitalerne. Gratis.
B.T. har bedt Kristian von Hornsleth komme med en guide til kunsten i det offentlige rum. Med sine favoritter. Og et par af egne værker.
»Det er ham selv i en position, der både viser magt og afmagt. Det er meget modigt, at en statslig institution vælger noget, der er så relativt udfordrende. Det viser, at vi lever i et frit land, hvor de lader dem, der har forstand på det, vælge kunsten, og ikke dem, der har flest penge.«
Kristian von Hornslet taler om Claus Carstensen gruppe af skulpturer, der er placeret ved Panum Instituttet.
Den ene står på en stol. Peger. Den anden sidder sammenbøjet og tager sig til hovedet. Den tredje pisser. Op ad en væg.
»Den ville aldrig gå hos Microsoft eller Google eller nogle af de andre techgiganters politisk korrekte lortefirmaer. Det er en glæde at se, at danske institutioner godt kan klare selvkritik.«
»Hein Heinsen har jeg altid været forelsket i, fordi han blander de helt skarpe arkitektoniske former med det totale kaos. Han er selv teolog, og man tænker på gud og religion og tanker om en højere bevidsthed og samtidig med, at vi rumsterer rundt i en verden, vi ikke forstår.«
Træerne vokser ikke ind i himlen. Men det gør Hein Heinsens bronzeskulptur i Ørestad. Næsten.
Og med sine 7,5 meter på højden har den fanget Kristian von Hornsleths opmærksomhed.
»Det er kontrasten mellem det meget konkrete, som mennesket har af ideer om, hvordan vi skal leve og gøre, og den store, brutale voldsomme natur, som vi ikke forstår. Og så er det bare smukt lavet. Flot og overraskende.«
Poul Gernes' farvepalet er både bred og iøjnefaldende på Palads og på Herlev Hospital. Og begge værker får af Kristian von Hornsleth mærkatet 'genialt'.
»Gernes havde en idé om, at kunsten ikke var for de få og de rige. Den var for, så det blev sjovere at være dansker.«
»Det var min onkels firma, der malede det sammen med Gernes. De havde 70 mand gående og 150 forskellige farveblandinger. Min onkel beskrev det som den vildeste og fedeste opgave dengang. Normalt, når man skal på hospitalet, tænker man hvide gange, hvide kitler, og man tror, man skal dø. Det her blev en fest. Og det kunne man godt lære noget af,« siger han og henviser til Poul Gernes' filosofi:
»Man kan skabe et mere socialt rum via kunst og gode farver. Ikke bare … bare.«
Skjult af træer sidder to unge mennesker lige ved siden af de myldrende trafik ved Dronning Louises Bro. Trafikken generer dem ikke, for de fokuserer på hinanden.
Johannes Hansen står bag skulpturen fra 1942. En skulptur, som Kristian von Hornsleth har set sig lun på.
»Den minder mig om Pelle Erobreren. Om den tid, hvor det var rigtig svært for unge mennesker at finde en lejlighed og komme videre. Jeg synes, man nærmest kan læse af deres kropssprog, at de tænker: 'What the fuck, hvordan betaler vi huslejen? Jeg er lige blevet fyret'. Men de skal nok klare den, Jørgen og Birgit dér. Det er historien om den danske arbejderklasse, der gik hen og vandt over de fede kapitalister og skabte velfærdsstaten.«
»I gamle dage var kunst lavet af de rige, for de rige, med de rige, men dér var det et politisk krydsværk, der på en meget fin måde beskriver, hvor svært det var at få det hele til at gå op i en højere enhed, når man fik fucking ti kroner i timen.«
De færreste kender hans ansigt. De fleste kender hans blokbogstaver. Overalt i byens gader kan man finde SpyOs værker. Nogle vil kalde det hærværk. For Kristian von Hornsleth er det kunst. Vigtig kunst.
»Han laver de fedeste ting. Han spejler ligesom hykleriet, som jeg også prøver i min kunst. Han gør det på en poetisk måde på ulovlige steder. Men det passer ind i arkitekturen, så det ikke bare bliver vandalisme, men i stedet bidrager til en læsning af mennesket i dag,« lyder det fra den 58-årige mand, der rent faktisk har mødt den mystiske kunstner med versalerne.
'KØB MER!', 'STØJBERG', 'DINE PENGE MIG I RØVEN' er blot nogle af fraserne, man kan finde på hovedstadens mure. Kristian von Hornsleths favorit findes på Amerikavej. 'ANGST MARINEREDE HVERDAGS RUTINER' står der.
»For fanden, hvor er det fedt. Det er røvfedt.«
Provokunstneren har også selv bidraget med værker til offentligheden. Og han er ikke for fin til at fremhæve dem. Eksempelvis nævner han vægværket på Nordre Fasanvej, som i virkeligheden er en reklame for Fitness World.
Eller som kunstneren selv kalder det:
»Et lykkeligt samarbejde mellem en privat virksomhed og kunsten. Nogle gange kan kunstnere godt give lidt af deres højrøvethed og lave noget, der er kommercielt. Og hvor folk synes, det er sjovt.«
På Kalvebod Brygge kan man passere 135 meter von Hornsleth-kunst. Her er en byggeplads nemlig indrammet i netop dét.
Og i Ballerup, midt i Magle-Hedeparken, der har haft problemer med kriminalitet, står et fem meter højt og flere ton tungt knojern ved navn 'Love Buster' og provokerer nogle, beundres af andre.
Kristian von Hornsleth er glad for sine bidrag. Mener, at kunsten er vigtig. Ikke kun på museerne, også i offentligheden.
»Det offentlige rum er et følsomt rum. Når du går ned ad gaden og ser en reklame for sæbe, en bil eller en rejse, har du ikke bedt om at se det lort. Det bliver presset ind på din hornhinde. De burde faktisk betale dig for at se det lort.«
»Det, som værker kan, er, at de kan reklamere for nogle tanker, der ikke er kommercielle, men eksistentielle, politiske og humanistiske.«
