Skin er Skunk Anansie - og Skunk Anansie leverede en rockorgasme på bøgescenen.
Skunk Anansie Bøgescenen, torsdag kl. 19.30Skin er Skunk Anansie. Sjældent har jeg set så mageløst et produkt af menneskeheden. Den 44-årige (!) kvinde er ikke ældet siden gennembruddet i 1995, hun er stadig en toneskarp sanger, frygtindgydende farlig-lækker og decideret frygtløs, modsat de efterhånden aldrende kollegaer i bandet Ace, Cass og Mark Richardson.
Således indtog hun – og Skin alene – bøgescenen torsdag aften, og hun helmede ikke før hun havde alle i sin hånd. Modigt bragede de ud med nogle af de tungest spillede skiver fra midt 90’erne, og publikum greb ’Yes its fucking political’, ’All’ I Want’, ’Lately’, ’100 ways to be a good girl’, ’Charity’, ’Weak’ og mange flere fra storhedstiden. En anelse anstrengt blev det dog, da nyere numre fra pladen Wonderlustre kom. Musikken føltes alt for velspillet, alt for poleret og frem for alt.. Alt, alt for lav.
Skin kæmpede, iført høje sko og en fjerdragt fra draq-kisten, og det lykkedes også at få energien ud i de bagerste rækker på Danmarks smukkeste amfiscene. Ok – vi var mere end med.
Men det var først da kostumet til ære for fotograferne blev droppet – og hælene skiftet ud med de langt mere konforme 90’er støvler Doctor Martins, at vi for alvor kunne mærke vibrationerne.
Gik på havet
Frygtløs kastede hun sig ud til publikum. Bandet har før varmet op for Rammstein, hvis koncerter ofte indebærer, at de sejler rundt i en gummibåd båret på bølgerne af hænder. Skin gik på havet af mennesker, som havde hun aldrig gjort andet. Ikke en tone missede hun, da hendes fødder skiftede balance og hånd.
Det var mildest talt imponerende at høre hende pitche perfekt, mens man kun kunne se hendes ben stikke op fra publikumsdybet. Hendes energi var dominerende, men kunne ikke bære de perioder, hvor førnævnte volume og aldrende kollegaer ganske enkelt ikke var gode nok. Imponeret er ikke ordet.
Orgasmen
Det kan måske beskrives med den klassiske orgasmescene fra filmen ’When Harry Meet Sally’, hvor Sally (Meg Ryan) stønner sig igennem en falsk orgasme, der virker så eftertrykkelig ægte, at en kvinde ved nabobordet siger til tjeneren: - I’ll have, what she’s having. Intet mindre.
Jeg vil ha, hvad end det er Skin får.
Hun fik tryllebundet os med sin perfekte rage-rock-stemme, sin frygtløshed og sin hæmningsløse flirten. Således var det ikke underligt, at der blev lystret, da hun bad alle gå i knæ. Lystret så meget, at nogle publikummer næsten blev vrede på sidemanden, hvis de ikke adlød og forgudede den sorte gudinde.
Og ofrene blev modtaget – og alle blev belønnet.
Bare skide ærgerligt, at det var Skin – og hun alene – som leverede. Der var momenter, hvor hele bandet var en enhed, men det var sporadisk, og ikke særlig virksomt.
