Andenudgaven af den københavnske metalfestival var som den første såre solid. Men dårligt vejr, tvivlsom programlægning, et spøjst tiltag i drikkevareudbuddet og en uheldig aflysning trak ned på det samlede indtryk.
Der var så hyggeligt på Copenhell sidste år. Alle var kommet for at fejre debuten for Københavns første reelle metalfestival. Der var øl med alkoholprocenten 6,66, stemningen var ideel, og regnen og blæsten så man stort set gennem fingre med.
Hér, året efter, var løjerne rykket en uge; dels for at undgå at publikum prioriterede Sweden Rock Festival (der sidste år lå i samme weekend), dels for at sikre bedre vejr. Men på mange måder endte Copenhell 2011 med at ligne 10’eren. Regn var der en del af, der var både superbe og forfærdelige musikalske oplevelser, og så var der en enkelt kedelig aflysning.
For mange fans var Kyuss Lives’ sidste øjebliksafbud en lige så våd klud i fjæset, som Mastodons var det sidste år – også selvom de danske thrash-veteraner Artillery gjorde ganske god figur som dette års falderebsafløsere.
Fra stærkøl til frugtcider
Af værre tiltag var en ny sponsoraftale, der medførte, at der i år ikke var Copenhell-øl, men derimod blot én enkelt slags standardbryg fra en jysk producent. Og som et ufrivilligt komisk tiltag på en ellers så rå og ”MÆDL” festival – hvor kernepublikummets fortrukne drik altså er og bliver stærkøl! – havde man i stedet valget mellem tre-fire forskellige slags frugtcider (!)
Nå, den lader vi stå, for nu er Copenhell jo altså en musikfestival, hvorfor det også må være de metalliske toner, der skal bære det hele. Og heldigvis leverede størstedelen af de bookede bands varen.
Som man har kunnet læse her på sitet, så nåede Opeth på førstedagen ikke rigtigt ud over scenekanten, Korn glædede især den yngre del af publikummet, mens Judas Priest afsluttede fredagen (og i øvrigt deres koncertaktivitet på dansk grund) på fantastisk vis.
Stort og sort
På andendagen svingede niveauet også, og programlægningen var ikke lige logisk hele vejen igennem. Kultbandet Anvil åbnede – som man ligeså har kunnet læse her på sitet – med manér, Protest the Hero spillede den (for dem) alt for store hovedscene, mens norske Kvelertak tromlede af sted på den lille Hades-scene med en energibombe af en koncert, der dog druknede delvist i dagens første skybrud.
Dagens bedste koncert leverede de norske black metal-veteraner i Mayhem. Den ungarske frontmand Attila Csihar har på det seneste haft for vane at gemme sig i en kutte eller hænge korsfæstet på scenen, men denne dag gik han Grev Dracula i bedene og havde iført sig en rød-sort kappe, mens han vanen tro viftede med et omvendt kors og et stykke menneskekranie!
Som altid åbnede Hellhammers sindssyge ”blastbeats” portene til helvede, og efter live-sjældenheden ’Freezing Moon’ mørklagde sorte skyer pludselig himlen i takt med at titelnummeret fra kultpladen ’De Mysteriis Dom Sathanas’ bragede ud over Refshaleøen.
Stort og sort.
Hundredetusinde stortrommeslag
Så var der alle gode grunde til at gemme sig for det walisiske discountprodukt Bullet for My Valentine, men efterfølgende var David Vincent og hans tropper i Morbid Angel heldigvis i tight topform.
Trommedynamoen Pete Sandoval døjer pt. med en diskosprolaps, men hans afløser Tim Yeung fyldte forbavsende nemt de store sko ud – igen buldrede blastbeats’ene, og sammen med Hellhammer tidligere på aftenen tvang han dagens stortrommeslagstælling op omkring de hundredetusinde.
Den morbide engel kom på en kompakt time godt gennem bagkataloget fra helt tidlige ’Immortal Rites’ og ’Maze of Torment’ over sager fra både ’Covenant’- og ’Domination’-pladerne til den ellers meget udskældte, aktuelle ’Illud Divinum Insanus’, hvis ’I Am Morbid’ tilsat publikumsfællessang lød som en dødsmetallens svar på Queens ’We Will Rock You’!
Så havde man set det med og humøret var i top, men det fik gøglerne i Gwar hurtigt ødelagt.
Tåkrummende tåbeligt
At de ville levere en hjernedød koncert, havde enhver med det mest perifere kendskab til Virginia-bandet nok regnet ud, men væsnernes klamme parring af nu metal, thrash og ”frontmand” Oderus Urungus’ irriterende øf-øf-vokal satte et ærgerligt punktum for Copenhell 2011.
Det var hverken sjovt eller åndssvagt på den gode måde. Det var bare tåkrummende tåbeligt.
Arrangørerne bag Copenhell må på forhånd have vidst, at det var lidt af et sats at få en flok latrinære has beens til at afslutte festivalen, og hatten af for dét. Men at man havde sat Morbid Angel til at spille en forkortet koncert på den lille Hades-scene, frem for at lade dem lukke og lade Gwar gøgle for et dedikeret mindretal, virkede mildt sagt ulogisk.
Noget at arbejde med
Så alt i alt var også andenudgaven af Copenhell en succes, men den åbnede samtidig op for nye problemer, som arrangørerne må arbejde med til næste gang – det øgede fremmøde (ca. 8.000) til trods.
For nu at citere nærværende rockredaktør: ”Hvis de VIRKELIG vil noget med den her festival, så må de altså ind i HELE kampen!”
Og med de ord starter vi nedtællingen til Copenhell 2012.
