Mød den gladeste mand i Heavy Metal, han hedder Steve ”Lips” Kudrow … og mød dertil med nogen sandsynlighed også dét mest dedikerede band i samme genre: navnet er ANVIL!

Okay, jeg erkender, at den femte stjerne i denne anmeldelse simpelthen er givet af kærlighed.

Den samme kærlighed, som den canadiske trio Anvil leverer den vare med, de har levet og åndet for i 30 år: HEAVY METAL. Det er nemlig, og var også på Copenhell lørdag eftermiddag, såre smukt at skue.

Der kan være bands, som spiller det hér bedre. Der kan være bands (stort set samtlige), som har forvaltet deres karrierer bedre. Men jeg nægter ganske enkelt at tro, at der findes andre bands, som i dén grad brænder for dét, de laver, som Steve ”Lips” Kudrow, Robb Reiner og Glenn Five gør det.

Takket være dokumentarfilmen ”Anvil – The Story Of…” ved de fleste formentlig efterhånden, hvad dette band har gået igennem. Fra at være udråbt til det store håb pga. klassikeren ”Metal On Metal” i 1982 til at blive stort set glemt op igennem 90’erne og det meste af det følgende årti.

På trods af at Anvil og netop ”Metal On Metal” kun af de mest tonedøve kan fraskrives en ikke ringe indflydelse på Metallicas debut ”Kill ’Em All” i særdeleshed og de tidlige firseres thrash metal bølge i særdeleshed.

Men som det udmales med meterbrede pensler i dokumentaren, så har hverken uduelige managere, afvisende pladeselskaber eller hjernedøde medier, som burde vide bedre, kunnet slå skår i Lips’ og Reiners dedikation til deres første og største kærlighed: ja netop, Heavy Metal.

”Metal on metal, it’s the only way/ To hell with tomorrow, let’s live for today,” er dels teksten til “Metal On Metal” men nok så vigtigt også de ord, Lips og Reiner har levet efter I alle disse år.

Den fik vi naturligvis også på Copenhell sammen med ikke så få andre numre – nyere som gamle – som slog fast, at Anvil fremdeles er ét af de bedre metalbands på scenen. Fra de gamle proto-thrash numre som ”666” og ”Mothra” til nye eller næsten nye numre som ”Thumb Hang” og det glimrende titelnummer fra bandets nye album ”Juggernaut Of Justic” blev det hele leveret med en entusiasme og – nå ja, der var den igen – kærlighed til musikken, som var både rørende og rar.

Den modgang Anvil har stået igennem i deres karriere er nærmest umenneskelig, og dét at de stadig 30 år senere står på scenen og åbenlyst stadigvæk nyder det til det yderste, er blot en understregning af, hvad forskellen er på at leve af med musik og leve FOR musik. Anvil gør i dén grad det sidste, og det kunne alle andre bands i dén grad lære noget af.

Støt de gutter! Ingen har fortjent det mere… og skulle vi så lige ta’ den én gang til i kor:

”Metal on metal, it’s what I crave/ the louder the better/ I’ll turn in my grave…”

Så corny som det er smukt. Ligesom Anvil...