Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hvor ’Let Love In’ så småt markerede afslutningen på en æra, så er ’Murder Ballads’ pladen, der bygger bro mellem datidens og nutidens Nick Cave and the Bad Seeds.

Nick Cave har udtalt, at han lavede ’Murder Ballads’ (1996) for at irritere flest muligt. Det lykkedes dog kun tilnærmelsesvis, for pladen overgik ’Let Love In’ i succes og affødte desuden to MTV- og radiohits; ’Where the Wild Roses Grow’ (duet med Kylie Minogue) og ’Henry Lee’ (med PJ Harvey).

Idéen til albummet – hvis titel taler for sig selv – udsprang af, at de to sange, der var til overs efter ’Let Love In’-sessionerne, begge var mordersange. Så i forlængelse af ’Red Right Hand’ gik The Bad Seeds altså i studiet for at indspille et helt album i dén stil.

Og resultatet var et af Caves lyrisk stærkeste, men også mest ensformige værker. Der blev ikke lagt fingre i mellem: I løbet af en lille time myrdes over 60 uskyldige mennesker, inden der lukkes af med en ironisk fortolkning af Bob Dylans prædikende ’Death Is Not the End’.

Som Nick Cave selv udtalte: ”’Murder Ballads’ er ni sange om mord, og til sidst myrder vi så en sang…”.

Allerbedst og ensformigst

Der åbnes på suveræn vis med ’Song of Joy’, hvis ildevarslende minimalisme styrer Cave & co. direkte mod helvede, og efterfølgende er den diabolske fortolkning af traditionelle ’Stagger Lee’ direkte skelsættende. Disse sange hører til blandt det allerbedste fra Bad Seeds.

Men som det også var tilfældet med ’Let Love In’, så ender Cave d’herrer med at gentage sig selv i en grad, så det flere steder tangerer ren rutine, og som pladen skrider frem, bliver de mange mord mere og mere ensformige at være vidne til (hvor bizart dét end måtte lyde). ’Murder Ballads’ peger dog også frem mod af den næste, mere traditionelle singer-songwriter- plade, ’The Boatman’s Call’ – ’Where the Wild Roses Grow’ lyder eksempelvis som Leonard Cohen, og ‘The Curse of Millhaven’ ekkoer Bob Dylans ’Lily, Rosemary and the Jack of Hearts’.

Intimiderende

Den bedste ballade er den langsomme udgave af førnævnte ’Millhaven’, som hedder ’Henry Lee’. Heri synger Cave duet med sin britiske kollega PJ Harvey (som han på det tidspunkt havde en kort affære med), og her er stemningen mere oprigtig end den er i de resterende sorthumoristiske sange.

Men albummets uomtvistelige tour de force er det knap 15 minutter lange overflødighedshorn af voldelige mord, ’O’Malley’s Bar’, der stadig bliver direkte intimiderende at lytte sig igennem.

Dét nummer opsummerer på godt og ondt ’Murder Ballads’, der ligesom ’Let Love In’ holdes oven vande af en mindre håndfuld genistreger og ikke mindst et absurd velspillende Bad Seeds, der flere gange stjæler spotlightet fra hovedpersonen.

Ikke meget nyt

I Nick Cave & The Bad Seeds-regi er der desværre forsvindende lidt nyt at komme efter, men ’Murder Ballads’ blev alligevel bandets bedste sælgende plade (det er den for øvrigt stadig).

Og skiven står som et vigtigt led i Caves transformationsfase fra datidens kollektivt arbejdende kapelmester til den mere solofokuserede kunstner, man efterfølgende finder på ’The Boatman’s Call’ – pladen der endegyldigt åbnede den nye og stadig igangværende Bad Seeds-æra.

Som bonus får man på denne restaurerede udgave af albummet fire b-sider: Middelmådige ’The Ballad of Robert Moore and Betty Coltrane’, interessante ’The Willow Garden’, hvor pianist Conway Savage synger, og hvor Warren Ellis’ karismatiske violin træder frem, ligesom på ’Bo Diddley’-agtige ’King Kong Kitchee Kitchee Ki-Mi-O’. Countryballaden ’Knoxville Girl’ er også god, men passer ikke til den musikalske stil på ’Murder Ballads’.

Herudover indeholder dvd’en også musikvideoerne til ’Where the Wild Roses Grow’, ’Henry Lee’ (hvori man kan overvære det blomstrende kærlighedsforhold mellem Cave og Harvey) og ’Stagger Lee’.

Andre læser også