U2 forsøger at gøre comeback og Tove Lo synger om sine bryster. BT har anmeldt ugens store musiknyheder.

Taylor Swift - ‘…Ready for it?’
Chokbølgerne fra førstesinglen ‘Look What You Made Me Do’ har lagt sig, og man forstår nu, at Amerikas lille, uskyldige Taylor Swift har forvandlet sig til en vred, ung, hvid kvinde på hævntogt. På ‘….Ready For It’ er hun sur på en ekskæreste (Harry Styles?), og kontrasten mellem det hårdtpumpede, ‘Kanye West-agtige’ Yeezus’-elektroniske vers og det højtflyvende EDM-omkvæd skal nok blive et hit til feministiske forfester.
4 ud af 6 stjerner

U2 – ‘You’re the Best Thing About Me’
Er U2 løbet tør for hits? Efter det allerede glemte ’Songs of Innocence’-album fra 2014 varmer Bono og co. nu op til deres 14. album med en dansabel kærlighedssang, der ikke er cathcy eller speciel nok til at blive en klassiker, men som nok skal fungere udmærket som pause-lim imellem de gamle numre på næste stadion-turné.
3 ud af 6 stjerner   

Tove Lo – ’Disco Tits’
Den svenske provo-sangerinde har de sidste par år underholdt med at vise bryster under sine koncerter, og nu ’chokerer’ hun så med at udsende en liderlig elektronisk single om at svede og have stive brystvorter. Det er hverken originalt eller noget stort hit, men skal nok vække opsigt og fylde et dansegulv eller to en sen nattetime.
3 ud af 6 stjerner

Sam Smith – ’Too Good At Goodbyes’
Den ’mandlige Adele’ er tilbage! Efter at have kæmpet sig igennem en stemmebåndsoperation er den 25-årige britiske falset-konge tilbage med et brag af en storladen ballade, der fortsætter i samme spor, som gjorde ham verdensberømt. Det er klassisk tude-soul perfekt til et regnfuldt efterår.
5 ud af 6 stjerner

Xander – ’Ring til mig’
Efter et par omflakkende år som uforløst popstjerne, virker det som om, at Xander er ved at have fundet sin egen lille genre i det danske poplandskab som svævende nattelivspoet. ’Ring til mig’ fortsætter i samme drømmende spor som sidste års fremragende minialbum ’Indre by’, men bliver formentlig ikke Xanders største hit. Melodi og tekst er stærk nok. Det lyder lækkert, men sætter sig ikke fast.
3 ud af 6 stjerner