Da John Mogensen en lørdag eftermiddag i marts 1971 buldrede igennem danskernes trommehinder med hittet 'Der er noget galt i Danmark', blev den trinde 'bodegaklaverbokser' for evigt folkeeje. Og sikrede sig de næste år en fast plads på Dansktoppen.

Men faktisk havde John Mogensen slet ikke skrevet den samtidskritiske sang til sig selv. Han havde en helt anden dansk sanger i tankerne, da han i vinteren 1970 satte sig til klaveret i hjemmet i Dragør og komponerede sangen om Dybøl Mølle, der maler helt ad helvede til. Nemlig sangeren Peter Belli.

Det kommer frem i den nye bog, 'Så længe jeg lever' - en biografi om John Mogensen, som Henrik Vesterberg har skrevet i samarbejde med Frank Toft-Nielsen, og som er på gaden i dag.

At det ikke blev Peter Belli, der fik lov til at indspille sangen og dermed fik det kæmpehit, der gav John Mogensen sit comeback, skyldes ene og alene Johnny Reimar. Han var dengang direktør og producer i pladeselskabet Magnet, som havde Peter Belli i stalden.

Smølfekongen husker tydeligt episoden, hvor han afslog et kæmpehit. Johnny Reimar fortæller til bt.dk, at han befandt sig i studiet, hvor han var i færd med at producere en plade til Peter Belli.

Pludselig kommer der en for ham ukendt mand med stort skæg og røde seler, som siger, at han skal snakke med Peter.

- Han siger, han har lavet en melodi til Peter. Jeg kendte godt John Mogensen fra Four Jacks. Men jeg forbandt ham sgu ikke rigtig med ham der, husker Johnny Reimar tydeligt.

For den John Mogensen Johnny Reimar kendte, var en høj, mørkhåret og glatbarberet mand, der sammen med de tre andre i Four Jacks altid førte sig i ulastelig smoking og laksko. Men her stod en mand med stor mave, viltert hår og et næsten endnu større mørkt fuldskæg med cykelstyret kækt svingende under den skarpe næse.

Men det var John Mogensen, der i egen høje person var taget hent til pladeselskabet for at sælge sin melodi om et lille land, hvor der var noget helt galt til Peter Belli.

- Han satte sig hen til flyglet og begyndte at hamre på det, mens han sang: Der er noget galt og ad helvede til og skidt og lort. Så sagde jeg til ham, at det var da en meget god melodi, men vi er jo et meget sobert pladeselskab og vi er ikke ret meget for tekster, hvor der bliver bandet og svovlet i, fortæller Johnny Reimar.

- Og så var det, han sagde de berømte ord til mig: Skide være med det. Så laver jeg den bare selv. Og det gjorde han, griner Reimar og tilføjer:

- Peter Belli har aldrig tilgivet mig.

peter og june

Det er helt rigtigt. Den dag i dag føler Peter Belli, at han blev præsenteret for en gulerod, der så blev snuppet lige for næsen af ham.

- Reimar mente jo ikke, at jeg skulle bande på min plade. John og jeg har grinet af det så mange gange siden. Hver gang har jeg sagt til ham: Du må ikke snakke om det. For jeg ville så absolut gerne have sunget den sang, erkender Peter Belli.

Og selv om han under John Mogensen, at det blev ham, som tjente de mange penge, sangen gennem årene har indbragt, og Peter Belli selv har haft utallige hits siden, så ville 'Har du nogensinde set Købehavn fra en DC9'-sangeren alligevel gerne have sunget en eller flere af sin gamle vens sange.

For den omtalte dag i studiet kom John Mogensen nemlig ikke kun med en sang under armen.

- Han kom jo med en mappe med en hel masse sange, som han ville forære mig, hvis bare jeg ville synge dem, lyder det fra en ærgerlig Peter Belli, der kan blive helt grøn ved tanken om, at det kunne have været ham, der gjorde sange som: 'Nede i møget', 'Fut i fejemøget' og 'Livet er kort' til de evergreens, de er i dag.

I stedet fik John Mogensen jo som bekendt et kæmpehit med 'Møllen', som Mogensen senere altid omtalte sit store comeback hit.

Da den første gang blev spillet på Dansktoppen, hvor det dengang var navne som Peter Belli, Keld Heick, Susanne Lana og Bjørn Tidmand, blæste den nærmest direkte ind i lytternes hjerter med sin fandenivoldske facon, fængende melodi og ikke mindst den simple tekst, som mange danskere var enige i.

Den enkle sang velklingende sang med den sigende tekst stod i klart modstrid med de endeløse oversættelser af udenlandske hits, der ellers prægede Dansktoppen.

Da 'Der er noget galt i Danmark' med John Mogensens karakteristiske røst blev præsenteret på Dansktoppen, bragede den øjeblikkelig ind i toppen af Dansktoppen. Her lå den øverst i flere uger og skabte dermed det comeback, som førte John Mogensen ud af glemslen og ind i danskernes hjerter igen.

Den dag i dag banker danskernes hjerte stadig for den store mand med det sorte hår, vilde fuldskæg og de røde seler, der i sine sidste leveår på toppen af poppen sang om de mennesker, han havde mødt rundt omkring på sine mange ture på landets bodegaer.

Og her 43 år efter sangens udgivelser kan næsten enhver dansker synge med på den. Lige som John Mogensens sangskat stadig er en del af indholdet i enhver jukeboks med respekt for sig selv.