En af de mest kendte og succesrige popstjerner fra 1960'erne har begæret sig konkurs

Det skriver CNN.

Den tidligere sangstjerne skylder mere end 10 millioner dollars til det amerikanske skattevæsen IRS samt staten Californien. Den høje gæld går helt tilbage til 1991.

Sangerinden har ifølge sin presserådgiver været udsat for ringe økonomisk rådgivning. De egentlige skyldsbeløb skulle være betalt, men det er rykkere, gebyr og renter, der nu giver Dionne Warwick et ordentligt overtræk på kontoen.

Ifølge erklæringen, der blev indleveret torsdag, skulle 72-årige Warwick være nede på sine sidste 1000 dollars i kontanter og sammenlagt kun ejer tøj og møbler til en værdi af 1500 dollars.

Warwick, der engang indspillede tophits og vandt fem Grammy'er, har ifølge begæringen blot 21.000 dollars til rådighed om måneden, mens hendes udgifter ligger på nogenlunde det samme beløb. Dionne Warwick har haft et par hårde år. En koncertturné i i 2011 solgte ikke helt så godt som planlagt - blandt andet blev hendes koncert i Danmark aflyst på grund af dårligt billetsalg. Samtidig døde hendes elskede kusine, popstjernen Whitney Houston, i februar 2012 af en overdosis.

Hvad der nu skal ske den fallerede popstjerne, vides ikke.