Søndag den 8. oktober 2017 blev Eremitageløbet løbet i Dyrehaven nord nord for København for 49. gang. Det 13,3 kilometer lange Eremitageløb er verdens største motionsløb. Vinder af løbet blev Abdi Ulad i tiden 00.40.04. Hurtigste kvinde blev Sylvia Kiberenge i tiden 00.44.32.
Søndag den 8. oktober 2017 blev Eremitageløbet løbet i Dyrehaven nord nord for København for 49. gang. Det 13,3 kilometer lange Eremitageløb er verdens største motionsløb. Vinder af løbet blev Abdi Ulad i tiden 00.40.04. Hurtigste kvinde blev Sylvia Kiberenge i tiden 00.44.32. Foto: Bax Lindhardt

Jeg aner ikke, hvad der greb mig.

Min første tanke var, at nu var min gamle hjerneblødning da vist sprunget op, for det her var utidig opførsel på en solbeskinnet søndag formiddag.

Men jeg havde lige glædet mig over at se 96-årige Vilhelm Schomacker varme de mange tusinde løbere op før startskuddet til Eremitageløbet. Vi stod begge oppe på brostilladset og svævede over grusvejen med de mange løbere i Dyrehaven. Den gamle guldsmed havde kort forinden fortalt mig, at han døjer med efterveerne fra en sprængt akillessene og derfor ikke løb med i år. Men næste år er han klar igen. Selvfølgelig. Så er han jo kun 97 år og kan sætte rekord som feltets ældste nogensinde.

Så måske var det Vilhelm, der greb mig. Eller de bølgende klapsalver fra menneskehavet, der hyldede en motionist, som er et forbillede for os alle.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at tårerne flød over i mine øjenkroge, da Vilhelm med startpistolen fyrede gang i det 49. løb i nationalskoven og fik tusindvis af mennesker til at underløbe os, alt imens de smilede og vinkede.

Alle slags kroppe, alle slags farver og løbetøj. Jeg vendte mig og gik over på den anden side af broen, så løberne kun kunne se mig fra ryggen og jeg kun deres rygge, når de løb væk. Ingen kunne se, at jeg blev rørt af noget så åndssvagt som at se et løb blive skudt i gang.

Men løbschefen havde altså dårligt sovet på grund af en ny startprocedure, og han stod nu med et væg-til-væg-smil og kuldegysninger over alle klapsalverne til vores 96-årige ven, der var kravlet op ad to stejle stiger for at komme herop på broen – og til min gysen skulle klatre samme vej ned igen.

Så skuddet var selvfølgelig en forløsning. Men jeg tror, at jeg blev rørt på samme måde, som jeg bliver rørt, når jeg ser hele Parken rejse sig og brøle med på nationalmelodien. Over fællesskabet, folkeligheden, livsglæden. Over et af de referencepunkter, som vi leder efter i en globaliseret og kaotisk verden – et lille anker i hverdagen.

Et løb for livet. 49 år i træk. I alle årene har BT været arrangør. Jeg kan være i tvivl om, hvor mange af løberne der ved det. Men det er heller ikke afgørende. Det afgørende er, at Eremitageløbet er for alle. Fra de tungeste til de flyvende. Som Abdi og Sylvia, de to suveræne vindere hos mændene og kvinderne. De løb i mål med en lethed, som jeg misunder dem.

Abdis tandsæt blændede mig ude fra 300 meters afstand, da han på vej op mod mållinjen begyndte at smile til publikum langs ruten. Han vinkede ubesværet til dem med arme, som jeg selv skulle have brugt til at slæbe mig de sidste meter over stregen direkte hen til samaritterne.

Andre var knap så overskudsagtige og måtte opgive at holde på sig selv og maveindholdet, da de havde passeret målstregen. Og givet mere af sig selv, end de var vant til.

Ja, jeg blev rørt. På den anden side. Hvis et løb ikke skulle røre, hvad så? Og Vilhelm på 96? Han kravlede letbenet ned ad stigerne igen. Ingen vårhare, men alligevel noget mindre vakkelvorn end stilladset. Og noget mindre stivbenet end de to unge fyre, som stavrede ud af Dyrehaven efter løbet.

”Av, av, av. Jeg hader det,” sagde den ene for hvert skridt til makkeren.

Jeg sagde det ikke højt til ham, men jeg tænkte: Ja, ja, øm du dig bare.

Vi ses igen til næste år.

SMS

Hitter på Facebook