»Det kan godt være, Søren Frank har forstand på mad og er en dygtig madanmelder, men jeg kan kun være dybt uenig i hans kommentarer omkring markedssektoren,« siger Niels Lønborg Brandt.

I forbindelse med at Torvehallerne på Israels Plads i København kan fejre fem års jubilæum, har Søren Frank skrevet en klumme, hvor han blandt andet kritiserer markedspladsen for at have legendarisk dyre priser og for at mangle autenticitet.

Om sit første møde med Torvehallerne skriver Søren Frank: »...Man blev mødt med den tunge, klamme dunst af friture ved indgangen til Hal 1 (det gør man desværre stadig) – i min verden har friture ingen plads på et torvemarked, hvor kodeordet bør være friskhed.«

»Det lyder som om, at Søren Frank har en romantisk forestilling om, hvad en markedsplads bør være. Sandheden er, at mange markedspladser i udlandet har svært ved at overleve, fordi de ikke følger med det moderne forbrugsmønster. Vi giver kunderne, hvad de gerne vil have, og mange vil gerne have fastfood og take away. De duftnuancer, han hentyder til, skyldes at standende tilbereder maden, hvor de er, det er sådan set et bevis på friskhed, og det er jo friskhed, Søren Frank efterspørger,« siger Niels Lønborg Brandt.

Opfylder Københavnernes behov

Ifølge Niels Lønborg Brandt er over halvdelen af markedets stande dedikeret til salg af ferske detailvarer, mens de resterende stande med fastfood og take away opfylder et stigende ønske, københavnerne har.

Hver uge besøger 100.000 mennesker Torvehallerne, og ifølge Konceptchefen er det deres behov, standene afspejler. Især to store kundegrupper dominerer. Den ene gruppe er kunder mellem 18 og 30 år, der i høj grad benytter sig af pladsens take away tilbud. Kunder mellem 41 og 50 år udgør den anden gruppe, der i høj grad prioriterer at købe delikatesser i Torvehallerne og ellers køber deres dagligvarer i supermarkederne, mener Niels Lønborg Brandt.

I forhold til Søren Franks påstand om, at Torvehallerne er blevet en fastfood-mekka for turister, fastslår Niels Lønborg Brandt, at turister er en naturlig besøgsgruppe på enhver markedsplads, men at det ikke er den dominerende gruppe.

»Det er fuldstændig overdrevet. Vi har fire slagtere, to fiskehandlere og fem grønthandlere. Ingen af dem ville have overlevet de sidste fem år, hvis de var afhængige af turister, for turister køber ikke ferske varer,« siger Niels Lønborg Brandt.

Konkurrence holder priserne nede

Søren Frank skriver, at priserne er legendarisk høje i Torvehallerne, og tilskriver i slutningen af sin klumme, at prisniveauet må skyldes den dyre husleje i indre København. En kommentar, Niels Lønborg Brandt ikke forstår.

»Jeg kan slet ikke se, hvad han sammenligner med. Vores fiskehandler er ikke dyrere end andre fiskehandlere i byen, men hvis han sammenligner med en gaspakket laksefilet nede fra supermarkedet, så er det klart, varen er dyrere hos os, men så er det også en anden kvalitet.«

Ifølge Niels Lønborg Brandt glemmer Søren Frank, at Torvehallerne ikke er ét stort brand, hvor priserne er topstyret. Markedspladsen består af mellem 60-70 forskellige stande, som selv fastsætter deres priser. Priser, der ifølge Torvehallerne hverken er dyre eller billigere end andre steder i indre by, hvis man sammenligner med varer af samme kvalitet.

»I en torvehal er der en åbenlys konkurrence. Vi har tre slagtere, der ligger lige over for hinanden, og hvis de ikke er skarpe på pris og kvalitet, bliver de udkonkurreret af hinanden, så den skarpe konkurrence forhindrer priserne i at stige unormalt og kommer faktisk kunderne til gode.«