Det gik voldsomt for sig, da en mand en aften i september i fjor blev udsat for et groft overfald i en haveforening i Valby. Her blev offeret både trampet, stukket med kniv og påkørt med bil, lyder det i sagens anklageskrift.
Her er en 45-årig mand tiltalt. Manden nægtet sig skyldig, fortæller hans advokat, Peter Secher.
Den 45-årige er langt fra et ukendt ansigt – tværtimod har han ifølge B.T.s research en meget lang karriere bag sig i det storkøbenhavnske bandemiljø. I den aktuelle sag er han dækket af navneforbud, hvorfor B.T. er afskåret fra beskrive hans person nærmere.
Anklageskriftet beskriver, hvordan episoden udspandt sig 6. september omkring klokken 20.10 på et område ved indgangen til haveforeningen.
Her blev offeret først nikket en skalle, hvorefter han blev sparket mindst en gang og bagefter stukket med kniv i baghovedet og nakken.
Derefter blev offeret påkørt med en bil, hvorefter han igen blev trampet i hovedet, mens han lå ned fastklemt imellem bilen og et træ.
Anklageskriftet beskriver, hvordan gerningsmanden derefter igen forsøgte at stikke ham med kniven, hvilket mislykkedes fordi offeret greb fat om knivbladet.
Hør mere om kriminalitet i B.T.s spændende podcast 'På Fersk Gerning' her: