Flere end 200 frivillige, Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab har i dag ledt efter 21-årige Oliver Ibæk Lund.

Han har været forsvundet siden natten til fredag, hvor han sidst blev set på Tolbods Plads på vej hjem fra en bytur.

»Helikopteren flyver lige en sidste tur, inden det bliver mørkt, men der er fortsat intet spor af Oliver,« fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Selvom politiet ikke har nogen indikationer på, at han skulle have bevæget sig i retning af havnen, virker det alligevel, som om mistanken retter sig mod Limfjorden.

Flere end 100 mennesker eftersøger søndag middag 21-årige Oliver Ibæk Lund, der har været forsvundet siden natten til fredag.
Flere end 100 mennesker eftersøger søndag middag 21-årige Oliver Ibæk Lund, der har været forsvundet siden natten til fredag.
Vis mere

Der har i hvert fald været dykkere i havnen for at lede efter Oliver, ligesom organisationen Missing People har haft flere end 200 mennesker på gaden for at lede efter Oliver.

»Vi har tilkaldt politiet. Hvad der er fundet, skal komme fra dem. Men jeg kan bekræfte, at der ikke er fundet nogen personer,« siger presseansvarlig Vivian Winther Eriksen.

Eftersøgningen har været koncentreret i havnemiljøet, både ved Østre Havn og ved havnen langs arbejdsformidlingen.

Eftersøgningen forsætter for Missing People i morgen fra Nordkraft klokken 14-17.

»Medmindre han bliver fundet, så holder vi fast i den plan,« siger den presseansvarlige.

Men om politiet deltager er ikke til at sige nu, fortæller vagtchefen.

»Man holder et lille møde, og finder ud af, hvad der så skal ske.«

Missing People vil gerne opfordre folk til at kigge i skure, kolonihaver og både.

»Hvis du har et sted, du ikke kommer så tit, så kør lige ned og kig, og alt er i orden,« siger Vivian Wnther Eriksen.

Også Aalborg Universitet har delt efterlysningen og eftersøgningen i et Facebook-opslag, da den 21-årige er studerende på universitetet.

Oliver Ibæk Lund beskrives som almindelig af bygning, med mørkt kort hår og med briller. Han var iført en mørk uldfrakke, lyseblå jeans og brune sko, da han forsvandt.

Hvis du har set Oliver, eller har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.