Solen var end ikke stået op, da området omkring moskeen på Dortheavej pludseligt blev oplyst af de blå blink fra politiets biler. I moskeen blev morgenbønnen erstattet med kaos, og flere af de tilstedeværende blev iført hvide dna-dragter og ført væk.

Kort forinden var en ubuden gæst angiveligt dukket op. Igen. 

Denne gang var det eskaleret i en sådan grad, at fire nu er sigtet for at stukket den 27-årige mand adskillige gange med en kniv og dermed for at have forsøgt at dræbe ham.

De sigtede – tre teenagedrenge og en 61-årig mand – nægter sig skyldige i drabsforsøg, men deres udlægninger af episoden, der fandt sted mellem 04.30 og 04.46, bliver foreløbigt holdt hemmelige for offentligheden.

Personer i dna-dragt bliver ført væk af politiet.
Personer i dna-dragt bliver ført væk af politiet. Foto: Birger Andersen/B.T.
Vis mere

Det Islamiske Trossamfund, som driver Tauba-moskeen, sætter dog ord på sagen, der har rystet moskeens ansatte og besøgende.

Ifølge foreningen forsøgte de sigtede at »forsvare sig« mod den 27-årige mand, der i dagene forud for knivstikkeriet flere gange havde opsøgt moskeen.

Den 27-årige var ikke forinden tilknyttet eller kendt af moskeen, lyder det fra foreningen, der beskriver, at han med sin adfærd skabte både »uro og frygt«. 

»Det har især ramt kvinder, børn og ældre,« lyder det i en udtalelse.

En forklaring, der stemmer overens med den fra vidner, som B.T. har talt med. 

B.T. har tidligere erfaret, at politiet allerede før lørdag blev kaldt til moskeen i forbindelse med den 27-årige, og dette bekræfter Det Islamiske Trossamfund også i sin udtalelse.

Her lyder det, at »politiet løbende har været informeret under hele forløbet«. Man kalder det ligeledes »beklageligt«, at politiet ikke sikrede »tilstrækkelig afskærmning« af den 27-årige. 

B.T. har bedt Københavns Politi om at forholde sig til oplysninger om forløbet og kritikken fra Det Islamiske Trossamfund, men det har man ikke ønsket.

I et skriftligt svar fra politikredsens kommunikationsafdeling lyder det:

»På grund af politiets tavshedspligt og hensynet til beskyttelse af personoplysninger har vi ikke mulighed for at oplyse om konkrete personers forhold og eventuel kontakt med politiet.«

»Der har siden knivstikkeriet været gang i en intensiv efterforskning, hvor hele forløbet vil blive kortlagt så grundigt som muligt.«

Også under de grundlovsforhør, hvor de fire sigtede løbende er blevet varetægtsfængslet, har politiet ønsket at holde sagens detaljer for sig selv.

Betjente bærer bevisposer væk fra gerningsstedet.
Betjente bærer bevisposer væk fra gerningsstedet. Foto: Birger Andersen/B.T.
Vis mere

Anklageren har ved retsmøderne henvist til, at efterforskningen stadig er på et tidligt stadie, og derfor har man bedt om dørlukning. 

Hvilket man har fået.

Det vides derfor ikke, hvad den 27-årige selv har fortalt til politiet, ligesom eventuelle forklaringer fra de sigtede er blevet givet bag lukkede døre.

Ved søndagens grundlovsforhør kom det dog frem, at et overvågningskamera har fanget knivstikkeriet i moskeen.

Fra Det Islamiske Trossamfund lyder det, at man ser med stor alvor på hændelsen, som har skabt »bekymring hos moskégængerne såvel som det brede muslimske samfund«. 

Derfor vil man nu – særligt i forbindelse med Ramadanen – skærpe sikkerheden og holde tæt kontakt med myndighederne. 

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.