Det var ingen ringere end den danske rap-stjerne Clemens, der fandt en død mand i vandet ud for Trekroner ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Klokken var ca. 13.30 mandag, da den 32-årige danske rap-stjerne Clemens under en havkajak-tur gjorde et fund, han aldrig vil glemme.

I vandkanten mellem stenene nord for søfortet Trekroner ved indsejlingen til Københavns Havn fik han øje på det, der kort efter skulle vise sig at være liget af en ældre herre.

- Hans hud er lige så bleg som et hvidt lagen, Jeg kunne ikke se hans hoved, men jeg kunne se hans hår, som var gråligt. Ryggen var så bleg, at den lyste op i solen, siger Clemens.

Da BT taler med den 32-årige rapper, sidder oplevelsen stadig i ham.

- Jeg er sejlet ud for at have en afslappet rekreativ formiddag i havkajak - musikere holder søndag om mandagen - og så lige pludselig sidder jeg i en ganske anden situation. Jeg bliver paf, ja, nærmest handlingslammet i 10-15 sekunder, fortæller Clemens om fundet.

- Når jeg roer en tur i Københavns Kanal, har jeg det, som om jeg går tur i min egen baghave. Der er så mange gode barndomsminder, havnerundfart og den slags, fra det område... Det er ikke lige den slags, man forventer at finde. Hvis du går tur ved Vestkysten, så ved du, at du kan forvente lidt af hvert, men Københavns Havn...

Liget af den døde mand blev bjærget et par timer senere, efter rapperen havde underrettet politiet. Den dødes identitet er endnu ikke fastlagt, men hans alder skønnes at være ca. 50.

For Clemens blev det uvirkelige fund gjort efter ca. 45 minutter i hav-kajakken.

- Jeg kan se, at der ligger noget hvidt og skinner i vandet. Så tænker jeg: Gad vide om det er et marsvin eller et eller andet. Jeg synes allerede på lang afstand, at det ligner noget organisk, så jeg sejler tættere på. Og så kan jeg så se, at hvis det er et marsvin, så er det i hvert fald et marsvin, der går med cowboybukser, gengiver rapperen fundet.

I kort er han handlingslammet.

- Så kommer jeg ud af choktilstanden. Jeg kan ikke sidde på mine hænder. Jeg må gøre noget aktivt, så jeg begynder at padle hen til liget. Jeg kan også se lyse cowboybukser og bælte. Og oppe under hovedet er der en violet eller bordeauxrød sweat shirt, fortæller Clemens, der dog stadig betvivlede, hvad det var han var på vej hen mod.

Med pagajen forsøger den chokerede rap-stjerne at få vished for, at makabre fund faktisk er, hvad han frygter: et lig. Det lykkes ham at få flyttet noget af den røde trøje, der dækker det formodede ansigt.

- Så jeg beslutter mig for: ’Okay, det må være rigtigt. Det er ikke bare mig, der sidder ude på vandet og hallucinerer’, genfortæller Clemens, der sætter kurs mod land - og en telefon, så han kan alarmere politiet.

Han gætter på, at turen ud mod Trekroner har taget ham tre kvarter i medvind. Turen tilbage til kajakudlejningen ’Kayak Republic’ ved Nationalbanken tog blot en halv time - i modvind.

- Så der har været meget adrenalin i kroppen.

Da han kom i land, lånte han omgående en telefon.

’Jeg har fundet et lig’

- Jeg ringer til politiet og siger: ’Jeg har fundet et lig i vandet’. De svarer: ’A, hvad har du?’. Jeg siger: ’Jeg har fundet et lig. I Københavns Havn.’ De troede ikke rigtig på det, men efter lidt tid går det op for dem, at jeg mener det alvorligt. De spørger, om jeg tror, at det flyder nogen steder, genfortæller Clemens.

Det var han dog overbevist om, at liget ikke gjorde, forsikrede han politiet.

Mandag aften havde Københavns Politi endnu ikke identificeret den døde mand. Trods chokket har rap-stjernen overskud til at sende sine tanker til dem, der måtte kende ham.

- Jeg kondolerer over for de pårørende. Det er sørgeligt, når nogen kommer ud for sådan noget. Mine tanker går til dem, siger Clemens, der gætter på, at han nok skal slippe fra oplevelsen uden men.

- Efter at jeg valgte at tage mig sammen, så går resten slag i slag. Jeg har valgt rent rationelt at gøre noget pro-aktivt. Jeg tror, at det været væsentligt anderledes – ham her har været død i lang tid, så det er ligesom, hvad det er, jeg har set en død mand – hvis det havde været et trafikuheld, hvor man kunne gøre noget aktivt for at forhindre det. Det, tror jeg, havde været meget traumatisk, siger Clemens.