En lidt for fartglad borger blev søndag taget på fersk gerning.

Nu sender politiet en klar opfordring til andre, der er glade for to hjul og fart.

»Så lad være med at 'tune' dit elløbehjul. Vi tjekker det faktisk,« lyder den klare opfordring fra Fyns Politi i et opslag på Facebook.

Færdselsafdelingen hos Fyns Politi afslørede nemlig søndag en lidt for kreativ Odense-borger på to små hjul.

El-løbehjulet var blevet tunet, så det kunne mere end det tilladte. Foto: Fyns Politi
El-løbehjulet var blevet tunet, så det kunne mere end det tilladte. Foto: Fyns Politi
Vis mere

El-løbehjulet, han kørte på, var nemlig 'tunet' med en 1000w motor og blev målt til at kunne køre 28 kilometer i timen.

Ifølge Fyns Politi svarer det til, at elløbehjulet – på trods af navnet – klassificerer sig som en lille knallert.

Et elløbehjul må ifølge de gældende dispensationsordninger kun have en hastighed på højst 20 kilometer i timen og skal være CE godkendt.

Noget, som den pågældende el-løbehjulsejer altså på ingen måde levede op til.

Føreren af løbehjulet blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven på stedet og måtte trække løbehjulet hjem, oplyser Fyns Politi.