En 75-årig mand er mandag morgen fundet livløs i vandet ved Svendborgsundbroen, efter politiet tidligt om morgenen igangsatte en eftersøgning af manden.

Politiet har derfor nu afblæst eftersøgningen. Politiet vurderer, at der ikke er noget mistænkeligt ved hændelsen.

Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

Fyns Politi fortalte tidligere på morgenen til B.T., at en bil var blevet efterladt på Svendborgsundbroen.

Bilen tilhørte en 75-årig mand, og man igangsatte derfor en eftersøgning i området med både helikopter og både i vandet.

Lokale har derfor muligvis kunnet høre helikopteren i de tidlige morgentimer, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen.

Eftersøgningen af bilens ejer involverer en helikopter. Foto: presse-fotos.dk
Eftersøgningen af bilens ejer involverer en helikopter. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Fyns Politi modtog anmeldelsen om den efterladte bil klokken 05.09.

Klokken 8 i morges var eftersøgningen stadig i gang, og der oplyste Torben Jakobsen, at man mistænkte manden for at være sprunget ud fra broen.

»Nøglerne sad stadig i bilen, og vi mistænker derfor, at føreren af bilen kan være sprunget ud fra broen,« fortalte Torben Jakobsen.

Og nu er den 75-årige mand altså fundet i vandet.

De pårørende er blevet underrettet.