Politikredsene får mange anmeldelser af droner i luften. Politiet er rykket ud til anmeldelse fra Korsør.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er til stede ved Korsør Havn efter en anmeldelse om en drone ved havnen.

Det skriver politikredsen på X.

- Sagen tages alvorligt, men der er ingen anledning til at tro, at borgerne har grund til bekymring, skriver politiet.

Politiet opfordrer borgere til at optage droneaktivitet og kontakte politiet, hvis man har optagelser.

Generelt melder politikredsene om mange anmeldelser om droner torsdag.

Nordsjællands Politi skriver eksempelvis i døgnrapporten, at politiet onsdag eftermiddag modtog en anmeldelse fra en mand, der havde tilladelse til at flyve drone i forbindelse med optagelser af Hillerød by.

I de tre en halv time, hvor dronen var i luften, modtog politiet syv anmeldelser fra borgere, der havde observeret droneaktivitet i området.

Midt- og Vestjyllands Politi har onsdag aften og torsdag også modtaget en række anmeldelser fra borgere, der har set droner i nærområdet.

En borger havde set en drone ved Dragonkasernen i Holstebro, og den observation bekræfter Forsvaret i en pressemeddelelse.

På et pressemøde natten til torsdag sagde rigspolitichef Thorkild Fogde, at politiet over hele landet modtager mange anmeldelser om droneaktivitet.

Siden mandag er uidentificerede droner flere gange blevet observeret i luftrummet over danske lufthavne.

Mandag fløj flere store droner over Københavns Lufthavn, og flytrafikken blev standset i flere timer.

Onsdag eftermiddag oplyste Københavns Politi, at man det seneste døgn havde modtaget over 100 anmeldelser om droner og dronelignende genstande.

I en pressemeddelelse understregede politiet, at borgerne kan føle sig trygge ved, at politiet sammen med andre myndigheder arbejder målrettet for at klarlægge omstændighederne bag mandagens hændelse.

Og onsdag aften blev der observeret droner ved Aalborg Lufthavn. Også her blev flytrafikken indstillet i flere timer.

Kort tid efter fik Syd- og Sønderjyllands Politi flere anmeldelser om droneaktivitet ved lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup.

Klokken 04.21 torsdag fik Sydøstjyllands Politi melding om mulig droneaktivitet ved Billund Lufthavn. Her blev flytrafikken indstillet i knap en time.

Torsdag eftermiddag oplyser Sydøstjyllands Politi, at den mulige droneaktivitet var i nærheden af lufthavnen, men ikke på lufthavnens område.

Det vides ikke, hvem der står bag droneaktiviteten.

/ritzau/