En 36-årige mand er kort før klokken 16.00 tirsdag eftermiddag blevet anholdt for at have skudt mod en 31-årig mand foran et pizzeria på Gadehavegårdsvej med en pistol i Taastrup mandag aften, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Efter at have skudt mod den 31-årige foran pizzariaet skød den 36-årige igen mod personen ved en nærliggende beboelsesejendom, oplyser politiet.

- Vi efterforsker begge skudepisoder som forsøg på manddrab, og vi efterlyser fortsat vidner, siger politikommissær Hans Christian Tonnesen.

Ifølge politikommissæren bunder skyderiet ikke i en konflikt mellem bander, men i uenigheder mellem enkeltpersoner.

Ingen blev ramt af skuddene, men politiet leder stadig efter medgerningsmænd og hører gerne fra vidner, der kan have set noget i forbindelse med skudepisoden. En sølvgrå personbil – muligvis en VW Golf – blev ifølge politiet set køre fra stedet.

Den 36-årige bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør.