En mand fik her til morgen kolde fødder, da han forsøgte at røve en købmandsforretning i Sevel ved Holstebro.

Manden var bevæbnet med en 30 cm. lang køkkenkniv og holdt en pose i den anden hånd, som han ønskede, at købmanden skulle tømme kassen i.

Så langt nåede han imidlertid aldrig takket være en modig kunde.

- Der er en kunde, der udbryder 'hvad fanden har du gang i?!', hvorpå han skubber sin indkøbsvogn ind i røveren. Det er nok til, at han tager flugten, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den skræmte røver er stadig på fri fod. 

Han beskrives som en 180 cm høj mandsperson, formentlig ung, slank af bygning og med et sort-hvidt tørklæde på, der dækkede hans ansigt.

Han havde sorte joggingbukser og hvid hættetrøje på og undslap muligvis i en mørk bil.