En skytte på Svenstrup Gods er sigtet for at forsøge at fange fredede rovfugle med levende duer

På Svenstrup Gods beslaglagde politiet mandag en ulovlig rovfuglefælde med levende duer, som skulle agere lokkemad for fredede fugle som duehøge. Godsejer nægter kendskab til fælden.

To betjente og en biolog fra Dansk Ornitologisk Forening rykkede mandag ud til en skov tilhørende Svenstrup Gods mellem Ringsted og Køge efter et tip om, at der befandt sig en ulovlig rovfuglefælde på godsets arealer. På stedet fandt man en fælde, hvor der under trådhegnet gemte sig levende lokkeduer.

En af godsets skytter blev efterfølgende sigtet for groft brud på Jagt- og vildtforvaltningsloven. Han har taget ansvaret for fælden og står nu til en bøde på 15.000 kroner. Godsejer og regionsrådsmedlem for De Konservative, baron Christian Wedell-Neergaard, nægter derimod ethvert kendskab til fælden.

Sagen er alvorlig, siger biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening.

»Den var konstrueret som en typisk høgefælde var det for flere årtier siden med levende duer i bunden, og den form rovfuglefælder er brandulovlige i dag. Derudover er det slet ikke tilladt at anvende levende lokkemad, som det er gjort her,« fortæller biolog Knud Flensted.

1. oktober går fasanjagten ind, og en af de største trusler mod jægernes bytte er Danmarks store rovfugle, men ifølge Jagt- og vildtforvaltningsloven er det dybt ulovligt at indfange rovfugle som duehøge, musvåger og rød glenter, som er fredede dyr.

»Det er en meget alvorlig sag at lave rovfuglefælder som den her. Duehøgen er i fare for at uddø, og det ærgerligt for os at se, at man synes, at vores truede fugle skal betale prisen for, at jægerne kan skyde flere fasaner,« siger Knud Flensted.

Sagen kommer i kølvandet på to tidligere sager denne måned, hvor der blev fundet gift i Store Vildmose og døde glenter, forgiftet med det forbudte stof bladan i Silkeborg.

»Vi ser desværre en kedelig tendens, hvor man forsøger at gøre jagtområder så attraktive som muligt ved at holde andre dyr nede, men det er nu engang sådan, at hvis man sætter 5.000 fasaner ud, så åbner man et spisekammer og tiltrækker rovdyr, og så må man finde sig i, at nogle af dem går til. Desværre hører vi også, at skytter typisk bliver aflønnet udfra, hvor mange fasaner der bliver skudt. Derfor vil vi gerne opfordre til, at man som jæger boykotter de områder, hvor man benytter fælder, og vi vil gerne opfordre borgerne til at melde det til politiet, hvis man ser mistænkelige fælder,« siger Knud Flensted.

Fælden stod på Svenstrup Gods, som er ejet af Baron Christian Wedel-Neergaard, der er medlem af Region Sjællands Regionsråd for De Konservative og i øvrigt tidligere formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Han afviser ethvert kendskab til fælden.

»Vi er dybt rystede og finder det helt uacceptabelt, at der er foregået noget ulovligt på vores jord. Skytten har i dag fået en skriftlig advarsel af skarpeste karakter,« siger Christian Wedel-Neergaard til BT.

Med skytten er ansat hos jer, og fælden er sat på jeres jord. Hvad er hans interesse i at opsætte den her fælde, hvis ikke det skulle være at sikre fasanjagten hos jer?

»Det har jeg intet kendskab til. Jeg kan blot sige, at vi er glade for, at politiet er gået ind i sagen, så vi kan få opklaret, hvad der er sket. Jeg har ikke flere kommentarer.«

Skytten selv risikerer en bøde på mindst 15.000 kroner samt konfiskation af fælden og frakendelse af retten til at have jagttegn.