I ly af nattens mørke luskede han igennem et år rundt i Slagelse for at belure kvinder. Kiggede ind ad deres vinduer. Lyste med sin telefon ind på dem. Nogle gange, når de stod på deres badeværelser.

Det er i hvert fald den fortælling, som anklagemyndigheden vil fremlægge, når sagen i næste uge skal for retten, efter den i juli blev udsat.

Den 30-årige mand har tidligere nægtet sig skyldig. Afvist, at han igen og igen har krænket blufærdigheden hos i alt otte kvinder. Eller i nogle tilfælde blot har forsøgt. 

I anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, er der beskrevet 32 forhold om blufærdighedskrænkelse eller forsøg på samme. Forhold, der strækker sig over en periode fra 27. april 2022 til 20. maj i år.

I perioden skal han i de sene aftentimer eller nattetimer havde indfundet sig på forskellige adresser i den sydvestsjællandske by og kigget ind ad vinduerne.

I nogle tilfælde har han haft en stige med sig for at nå op til sin udkigspost. I andre er han klatret op på murværk.

Et af sagens forhold beskriver, hvordan den 30-årige mand skal have kigget ind ad vinduet til et badeværelse, hvor en kvinde netop var kommet ud af badet.

Her skal han også have stukket sin telefon ind ad det åbne vindue.  

Anklageskriftet beretter også, hvordan han i løbet af bare én nat i maj 2023 skal have luret ind ad vinduer syv forskellige gange.

Ugen efter netop denne nat blev den 30-årige anholdt og senere varetægtsfængslet.

»Vi ved, at det kan opleves utrygt i lokalområdet, når en person gentagne gange begår den type overgreb,« lød det dengang fra anklagerfuldmægtig med Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Cecilie Pinnerup, der fortsætter:

»Derfor er det også en indsats, som er blevet prioriteret af politiet i Slagelse, og jeg er tilfreds med at retten nu har sendt et klart signal – også til den 30-årige sigtede selv – om at den adfærd er uacceptabel.«

Knap to måneder senere blev han dog løsladt.

Det skete, da retssagen skulle køre ved Retten i Næstved. Her nåede man dog dårligt at komme i gang, før det hele blev udskudt. 

Ifølge Ekstra Bladet, der var til stede ved retsmødet, blev det nemlig konkluderet, at sagens anklageskrift ikke var fyldestgørende nok, og derfor blev sagen trukket tilbage.

Til stor lettelse for den 30-årige, der ifølge mediet begyndte at græde af glæde, da retssagens dommer besluttede at løslade ham.

»Solen begynder at skinne, og der er en mening med det hele,« sagde han angiveligt.

Nu vender han så atter tilbage til anklagebænken, når sagen starter 3. november.

Foruden blufærdighedskrænkelser er den 30-årige tiltalt for besiddelse af nogle 100 gram hash, 26 joints, lidt kokain og en peberspray. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra hans forsvarer forud for retssagen, men hun er ikke vendt tilbage. 

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.