Den ene blev befølt i skridtet. Den anden på den øverste del af brystkassen.

Sådan har to forskellige kvinder fortalt om de ubehagelige befølinger, som de med fire dages mellemrum oplevede på Hotel Cabinn Copenhagen ved Kalvebod Brygge i Købehavn i sidste uge, mens de sov på deres værelser.

Kvindernes belastende forklaringer var sammen med billeder fra overvågningskameraer på hotellet medvirkende til, at en 30-årig mand mandag blev varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Københavns Byret.

Selv om manden nægtede sig skyldig var han også stærkt belastet af, at politiet på hans værelse på samme hotel fandt to nøglekort, som gav adgang til lige netop de to værelser, hvor kvinderne var blevet blufærdighedskrænket.

"De to nøglekort lå der bare, da jeg tjekkede ind på værelset," lød hans forklaring i grundlovsforhøret.

Her kom det også frem, at han et par gange tidligere er straffet for blufærdighedskrænkelser og forsøg herpå.

De tungeste poster på hans straffeattest gælder dog nogle tidligere domme for salg af hash på Christiania og vold mod politiet.

Da den 30-årige blev anholdt, fandt politiet ved en visitation af ham og på hans lejede hotelværelse på Cabinn i alt 24.000 kroner og 40 gram hash.

Over for dommeren i grundlovsforhøret forsikrede han, at de 40 gram hash var til eget brug. Angiveligt skulle han ryge omkring 10 gram om dagen.

Politiet sigter ham dog for at ville overdrage de 40 gram hash til andre, ligesom han også er sigtet for at have solgt knap et halvt kilo hash til andre og have  fået de 24.000 kroner for det, som han var i besiddelse af ved sin anholdelse.

Den 30-årige blev varetægtsfængslet for foreløbig 24 dage.