Seks personer anholdt efter landsdækkende aktion mod børneporno. 15 adresser ransaget, oplyser politiet.

På tværs af syv politikredse er der onsdag morgen blevet ransaget i kampen mod børneporno. Efterforskningen er sket med udgangspunkt i lokalpolitiet i Viborg, der har arbejdet med sagen siden januar 2012.

Indsatsen mod børneporno er sket i samarbejde med Rigspolitiets IT-Efterforskningscenteret, NITEC, og førte til ransagning af hele 15 adresser her til morgen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.



- Det udspringer af en lokal sag, hvor vi efterforsker ud fra de grene, der er fra computeren. Der begynder så at danne sig et billede af, hvem der deltager i det her, fortæller Henrik Grove, vicepolitikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Man har kommunikeret og knyttet kontakter via de sociale medier som Messenger og Facebook, og der er man rimelig åben om, hvem man er. Og derfra har de så delt det på anden vis. Med hjælp fra NITEC er det lykkedes at få identificeret en hel del personer, siger Henrik Grove om optakten til aktionen.



Ransagningen førte onsdag morgen til beslaglæggelse af et større antal computere, Ipads, Iphones og harddiske, og der seks personer er blevet anholdt.

- De steder, hvor der har været nogen hjemme, har der været erkendelse de fleste steder.

En nærmere undersøgelse af de beslaglagte effekter skal nu afgøre sagens videre udfald.