Om aftenen fredag 8. april fik en beboer i Odense-forstaden Agedrup sig en uhyggelig forskrækkelse.

Her fangede vedkommende nemlig en indbrudstyv, der havde skaffet sig adgang til privathjemmet i Nøddehaven, på fersk gerning.

Det fortæller Erik Skov, der er politikommissær ved Fyns Politi, til B.T.

»Gerningsmanden skaffer sig adgang til huset ved at bryde ind via først en garagedør og derefter igennem garagen,« siger Erik Skov.

Det eneste, tyven nåede at stjæle fra hjemmet, var dog beboerens telefon.

Derefter tog den uindbudte benene på nakken og løb fra stedet.

Det skete klokken 21.45, og beboeren, der blev bestjålet, nåede også at danne sig et overordnet indtryk af personen, der var trængt ind i hjemmet.

»Vi har et signalement, der går på, at det er en mand, der er 170 til 175 centimeter høj, ung og almindelig af bygning.«

»Han skulle være iklædt mørkt tøj og en mørk hue, han havde trukket ned over ansigtet,« siger Erik Skov.

Hvis man tror, man ved noget om sagen, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.