Torsdag morgen kæmper en 15-årig pige fra Frederikshavn fortsat for livet, efter hun onsdag aften var involveret i en alvorlig knallertulykke ved Skovalléen i Frederikshavn.

Den 15-årige pige sad bag på en knallert, som en 16-årig dreng kørte. Ulykken skete, da de kom kørende ud fra en sti og ramte direkte ind i bilen.

- De foreløbige undersøgelser viser, at føreren af knallerten overser en ubetinget vigepligt og derfor kører lige ud i bilen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi til bt.dk.

Den 16-årige knallertfører blev kørt til Hjørring Sygehus med mindre skader, hvor han torsdag morgen fortsat er indlagt, mens den 15-årige pige måtte hastes til Aalborg Sygehus med politieskorte, hvor hun torsdag morgen fortsat svæver mellem liv og død.

- Hendes tilstand var fortsat meget alvorlig, da vi talte med sygehuset i morges, siger vagtchefen.

Den 25-årige fører af bilen slap uskadt fra ulykken.