Den rutinerede stuntmand, Lasse Spang Olsen, oplevede sit livs værste stunt, da han kørte i havnebassinet i Vedbæk under filmoptagelser til programmet 'Lasses uheldige dag.'

Alt var tilrettelagt. Sikkerheden i top. Men alligevel var det ved at gå grueligt galt, da Danmarks mest rutinerede stuntmand, Lasse Spang Olsen, skulle udføre et simpelt stunt.

Under optagelser til nytårsprogrammet 'Lasses uheldige dag', der bliver vist mellem jul og nytår, kørte Lasse Spang Olsen som planlagt i en blå peugeot i havnebassinet i Vedbæk.

LÆS OGSÅ:

Men da stuntmanden ville ud af bilen, kan han ikke få bildøren op.

- Hvis det ikke havde været for sikkerhedsdykkerne, havde jeg siddet i bilen endnu, og så var jeg død. Jeg havde både våddragt og luftmaske med ned, men jeg kunne ikke se ti centimeter frem for mig, og jeg kunne ikke få døren op, siger Lasse Spang Olsen til Frederiksborg Amts Avis.

Værste stunt

Han fortæller til avisen, at det er det mest ubehagelige stunt, han har udført i sine 32 år som stuntmand.

Selv om der også var en nødhammer i bilen, kunne han ikke smadre bilruden til trods for han brugte alle sine kræfter.

LÆS OGSÅ:

- Man kan godt glemme alt om at sparke ruden i stykker eller knuse den med de bare hænder. Det er umuligt, siger Lasse Spang Olsen, der er overbevist om, at han havde været død, hvis det ikke var sket under filmoptagelser, hvor der var sikkerhedsdykkere i vandet.